Blåmunke blomstrer i klitterne nu

Det kan se ud, som himlen er faldet ned på jorden, når man bevæger sig rundt på Fanø i denne tid – i hvert tilfælde der, hvor jorden er varm, tør, let sur og næringsfattig. Det er den mange steder især i klitterne. Det er her Blåmunke gror og klarer sig fint, fordi den er nøjsom som en munk i et kloster – måske deraf navnet? Den klarer sig ved at sætte en lang pælerod dybt ned i klitterne. I år sætter planten rigtig mange himmelblå blomster, så det må man bare ud og se: Himlen er i klitterne.

Insekterne har også gavn af Blåmunke. Man har kortlagt at mindst 50 bi- og hvepsearter henter nektar og pollen fra Blåmunke, foruden 30 fluearter, 30 sommerfuglearter og adskillige biller. Den blå blomst reflekterer ultraviolet lys fortrinligt, og det lokker insekterne til.

Jeg tænker på, hvad der ville ske, hvis man lidt senere på måneden gik i klitterne for at samle frø fra Blåmunke og så strøede frøene ud i de tørre, let sure og næringsfattige rabatter i Nordby og Sønderho. Dem er der en del af. Jeg er sikker på, at insekterne ville strømme til og rabatterne blive himmelblå næste år.

Du kan læse mere om Blåmunke her