Det er efterhånden ret så almindeligt at høre ringduen eller skovduen kurrer i en trætop. Den vil fortælle, at den er her. Men hvad er det egentlig, den siger til os?

Det er der mange fortolkninger af. I den ene ende bliver det bare til ’Du du, du   du, du’. I den anden ende af skalaen bliver det til J.P.Jacobsens ”Skovduens sang” fra Gurresangene. Når den sang fortolkes gennem Arnold Schônberg musik, bliver det vel ikke større.

Men til daglig når du lytter og vil sætte bogstaver på, bliver det noget i retning af ‘ru guu gu gu’ i en hel speciel rytme. Rytmen er vigtig i fortolkningen af skovduens budskaber, som indeholder både duens beskrivelse af sig selv, en bøn og en fortælling af en episode i skovduens liv.

Om sig selv siger skovduen ’Jeg en stor skovdue’ (husk rytmen). Ofte beder den om hjælp ’ skyd ikk’ en skovdue’ og nogle gange er den hjælpsom, når den til skovfogeden siger ’ Der er tyyvv i di skov skovfoged’.

Men mest af tiden sidder skovduen og ærgre sig. Den er en elendig rede bygger. Da den blev bevidst om det, bad den om hjælp hos en ekspert på området, Husskaden. Den ville godt og bad først duen om at hente to pinde. Da duen havde fået lagt de to pinde over kors, sagde den ”Jeg tror jeg – kan ’et”. Skaden blev fornærmet og fløj sin vej. Så æggene bliver ved med at falde ud af duereden. Hver gang siger duen ”Jeg tro’de jeg kunne!”

Og ved siden af sidder Tyrkerduen. Man skulle tro den havde læst hele dette skriv, for den siger ”Du gode Gud, du gode Gud” hele tiden.

Tekst og foto: Søren Vinding