Grågåsen fra Sverige flyver frem og tilbage mellem Hornborgasjöen og Fanø

Fanø februar 2012:
Den 29 februar 2012 opdagede Niels-Viktor Mølsted en flok grågæs i Bjerges leje nordvest for Sønderho. Gåsen kan ses på billede 1 til 3.

Én af dem havde en halsring på. Den var med andre ord mærket af nogle forskere ét eller andet sted.
Viktor tog så gode billeder af gåsen, at Fanønaturs fuglemand, Per Alnor Kjær, kunne aflæse ringen.
Aflæsningen blev indsendt. Viktor og FanøNatur fik besked fra ringmærkningscentralen om gåsen.

Grågåsen var mærket med blå halsring den 22. juni 2006 ved Hornborgasjöen i Midtsverige. Den er med andre ord nu 5½ år gammel.
Hornborgasjöen er den berømte tranesø i Sverige.
Meldingen fra Sverige indeholdt et kort. Det kan du se herunder.

Fanø marts 2013:
Historien fortsætter.

Igen i år har Niels-Viktor Mølsted været ude med kameraet og kigge efter Grågæs – og minsandten fik han igen øje på den gamle grågås fra sidste år. Det var den med den blå halsring. Se de nye billeder nederst på siden.

Det spændende var så, hvor gåsen havde været siden februar 2012 ? Det kan man få at vide ved, at sende et billede ind til ringmærkningscentralen. Det gjorde FanøNaturs fuglemand igen og fik en rapport tilbage om gåsens færden i det forgangne år.

Grågåsen har igen været en tur ved Hornborgasjöen i Midtsverige, hvor den var set den 29. juni 2012. Det var sandsynligvis for at yngle. Nu er den atter tilbage ved Sønderho, hvor Niels-Viktor så den den 9. marts 2013.

Hvis du vil se en video af grågæssene i Bjerges Leje, så kan den ses på “Dyr og Planter” siden om grågæs. Klik her