Enkeltbekkasin er en relativ almindelig træk- og vintergæst på Fanø.

Mindre end dobbeltbekkasin, omtrent på størrelse med en almindelig ryle, med kortere næb og spidsere, ensfarvet hale. Næbbet er normalt lige så kort som hovedet. Hovedtegningerne er lysere end dobbeltbekkasins med brede, lyse hovedstriber og en ret smal, mørk streg gennem øjet. Den eneste bekkasin uden lys midterstribe på issen og med stribede flanker. Undervingen er mørk med lyst midterparti.
Fouragerer nervøst med konstant kniksende halebevægelser og med næbbet som en symaskine, men ”stivner” ved uro, og er da næsten umulig at opdage. Færdes skjult. Da dens brune, plettede ryg med markante, gule længdestriber sikrer, at den går i et med underlaget, kan man næsten komme til at træde på fuglen, før den letter – for at flyve et kort stykke i lav, lige flugt, ikke zig-zag-agtigt som dobbeltbekkasin og hurtigt dykke ned i vegetationen. Den virker rundvinget. Vingernes overside er mørke med en diffus, lys bagkant på armen, men de gullige ryglinier er tydelige.

Ses på fugtige enge, i mose- og sumpområder. Gode steder er de kreaturafgræssede enge i Skifterne og på Høne-engen.

Ankommer normalt i oktober og kan bliver vinteren over, hvis det er mildt vejr uden streng frost.

Artens biotopvalg er ret specielt. Tuet sump med spredt bevoksning af lave rør, lysesiv eller kogleaks m.v. både ved kysten og i indlandet foretrækkes i hvert fald som dagrasteplads, og arten træffes oftest nogle ganske bestemte steder på en lokalitet. Fourageringen foregår næsten udelukkende om natten, og fuglene kan foretage kilometerlange fourageringstræk.
I perioder med frost og isdække, hvor de foretrukne lokaliteter er utilgængelige, raster og fouragerer fuglene ved kildevæld og på åbredder.