Kendetegn

Det er en 40 til 80 cm høj urt med hul stængel med mælkesaft.
Bladene er høvlformet, groft tandede og stivhåret.
De lyseblå tungeformet 3 – 4cm store blomster sidder i en kurv.

Findested på Fanø

Meget sjælden på Fanø, men findes bl.a. på Kallesbjergvej i Nordby

Hvornår på Fanø

Blomstrer juni til september

Naturhistorie

Planten er meget almindelig i vejkanter på Sjælland og Fyn.
Flerårig urt med kraftig rod. Det første år sættes kun en bladroset, så pas på med græsslåmaskinen.
Blomsterkurvene åbnes fra tidlig morgen og følger solens gang.

Kulturhistorie

Cikorien er en ældgammel salatplante fra middelhavsområdet og dyrkes i dag som julesalat. De blå randblomster kan man også drysse på salaten som pynt, men vent til der kommer flere Cikorieplanter på Fanø.
Man har lavet kaffeerstatning af den tørrede rod. Det blev solgt som “Richs” og “Danmarks.”
Der er lavet forsøg med at tilsætte Cikorie roden til grisefodder. Det skulle give en mindre smag af “gris” i slagtesvin. Fodres der med Cikorierod skulle det være muligt at nedsætte svins antibiotikaforbrug (se link herunder).

Cikorie er indført til Danmark af munke til brug som lægeurt og til deres køkkenhaver. Munkene troede på, at cikorie kunne rense blodet og styrke nerverne.

En gammel historie fortæller om Cikoriens tilblivelse:
Et meget forelsket par, hvor den unge mand bliver kaldt ud i krig. Hver dag står pigen ved vejkanten og kigger efter ham med sine store blå øjne, men han er død i krigen og kommer aldrig tilbage. Til sidst dør også pigen, men cikorien står tilbage og minder os om pigens trofasthed med sine store blå øjne, der spejder rundt i horisonten.
Historien er nok opstået fordi Cikoriens blå blomster drejer sig rundt efter solen.

Links

Om dyrkning af Cikorie som Julesalat
Om effekten af Cikorie i grisens foder

Kordinater

Siden er udarbejdet af: Søren Vinding august 2011