Hvid åkande eller hvid nøkkerose. Foto Søren Vinding.
Blomsten fra hvid åkande eller hvid nøkkerose.
Foto lånt fra Pixabay https://pixabay.com/photo-140727/
Kendetegn
Vandplante med en lang hul bladstængel og cirkelrunde flydeblade. Bladene er håndstrengede og røde på undersiden. De har en stor indskæring ved stilken.
De hvide blomster er store og får mange blosterblade, hvoraf de 4 yderste har en grøn yderside.
Findested på Fanø
I nogle af Fanøs søer.
Hvornår på Fanø
Blomstrer i Juni – August.
Naturhistorie
Hvid Åkande er den vildtvoksende plante i Danmark med den største blomst. Åkandens blomster kan blive helt op til 20 cm brede og består af 20-25 kronblade samt omkring 100 støvblade.
Åkandens blade er beklædt med et vokslag, som gør dem vandskydende. Bladenes spalteåbninger kan derfor sidde på oversiden i modsætning til de fleste planter, hvor spalteåbningerne sidder på undersiden.
Åkandens frø har en luftholdig yderkappe – ”redningsvest” om man vil, så de kan flyde. Frøene spredes ved at drive rundt på vandoverfladen. Når kappen rådner, synker de til bunds.
Kulturhistorie
Slægtsnavn ” Nymphaea” stammer fra ”nymfe” fra den græske mytologi. En nymfe var en smuk kvindelig naturånd som var tilknyttet naturelementer som f.eks. en sø. ”alba” betyder hvid.
Hvid Åkande kaldes også Nøkkerose. Det hentyder til “nøkken”, som var et ondsindet mandligt væsen, som efter den nordeuropæiske folketro boede i vandløb og søer, gemte sig under Åkandens blade og som forsøgte at lokke folk til sig.
I ældre tider har Åkandens jordstængel været brugt som nødfoder. Da Åkanden er svagt giftig, krævede den en grundig forbehandling inden man kunne spise den.