Lancet-Vejbred. Foto Søren Vinding
Lancet-vejbred. Foto Søren Vinding.
Lancet-vejbred i blomst. Foto Søren Vinding.
Kendetegn
Stænglen bærer et sortbrunt aks og er ellers bladløs. De lancetformede blade er samlet i en roset. Den har som de andre arter af Vejbred uanseelige blomster. I dette tilfælde med gule støvdragere. Den kan ikke forveksles med andre Vejbred arter p.g.a. bladenes form.
Findested på Fanø
I næsten alle vejkanter på Fanø.
Men på Fanø har vi 3 arter vejbred mere:
- Den med de brede blade som ofte står i det høje græs ved vejkanten kaldes Glat Vejbred.
- Ude på strandengen står Strand-Vejbred. Den kan tåle salt fra havet og smager desuden godt.
- Og så har vi Fliget Vejbred. Det er en mindre plante med meget fligede blade. Står f.eks. ofte på de gule engmyrers tuer på Grønningen.
Hvornår på Fanø
Blomster i Maj, men kan findes det meste af sommeren.
Naturhistorie
Frøene bliver slimede, når de er fugtige. Det bruger Lancet-Vejbred, når den skal sprede sine frø. De slimede frø kan hænge ved på sko og dyrenes fødder og på den måde blive spredt vidt omkring. Karsefrø bliver på samme måde slimede, når man sår dem.
Kulturhistorie
Lancet-Vejbred kaldes også for kæmper – på svensk endda Svartkämpar. Det var fordi drengene i gamle dage brugte de lange stængler med det sorte blomsteraks til at fægte med. Vinderen af kampen blev den, der sidst mistede sit hoved – sit blomsteraks.