Rejnfan er almindelig på Fanø.
Kendetegn
Rejnfan er en 50-100 cm høj opret plante med glat og furet stængel, der kun forgrener sig i blomsterstanden og har en krydret duft.
Bladene er fjersnitdelte med savtakkede afsnit.
De gule blomster sidder sammen i knapformede kurve, der igen danner en flad halvskærm. Blomsterne består udelukkende af rørformede skiveblomster. Tungeformede randkroner mangler.
Findested på Fanø
Langs vejkanter og ved beboelse.
Hvornår på Fanø
Blomstrer i juli – september.
Naturhistorie
Den krydrede lugt som bl.a. kommer af kamfer betyder, at man kan lugte sig frem til planten.
Kulturhistorie
Navnet stammer fra det tyske navn. Rejn betyder markskel, mens “fan” henviser til at det er en fane.
Rejnfan i større mængder er giftig, men nedenstående viser, at planten har mange anvendelsesmuligheder:
Rejnfan har været anvendt mod mange lidelser bl.a. indvoldsorm – også ved heste. Smider man en bunke rejnfan ind i hønsegården, hjælper de med til at holde parasitterne i ave.
Ved plantefarvning får man gyldne nuancer.
Rejnfan har været brugt af biavlere til at lave røg i deres røgpustere. Røgen fra Rejnfan skulle særligt berolige bierne.
Man har tillagt Rejnfan troldoms kræfter. Placerede man sit barn i røgen fra Rejnfan, kunne intet ondt ramme barnet. Under tordenvejr kunne man holde lynet borte ved at smide Rejnfan stilke på ildstedet.
Rejnfan brugtes til at holde fluer væk fra køkkenet ved at hænge den til tørre i døren og vinduet.
Planten omtales i gamle lægebøger som herba immortalis, hvilket er latin for “den udødelige urt”. Måske fordi den blev brugt til at gnide de døde med, så maddiker og andet utøj kunne holde sig væk.
Rejnfan blev også brugt som elskovsmiddel: Hvis en pige lægger Rejnfan blomster i en stofpose og har den under højre armhule, så kan fyren slet ikke modstå hende.
Med Rejnfans blomster i brændevin kan man lave den bitterste af alle bittersnapse.