Kendetegn
Strand-Vejbred blomstrer i juli – September måned og bliver 5-15 cm høj. Planten er ret variabel, men altid let at genkende på grund af dens kødfulde, linje formede blade, der sidder i roset. Stænglen er trind og ofte lidt håret. Blomsterne er uanselige, men de store støvdragere er gule.
Findested på Fanø
Strand-Vejbred trives ved salt-påvirkning og findes derfor hyppigt langs Fanøs kyster og strandenge.
På Fanø har vi 3 Vejbred arter mere:
- Den med de brede blade som ofte står i det høje græs ved vejkanten og kaldes Glat Vejbred.
- Den med de smalle lancet formede blade som ofte står i det høje græs ved vejkanten og kaldes Lancet-Vejbred.
- Og så har vi Fliget Vejbred. Det er en mindre plante med meget fligede blade. Står f.eks. ofte på de gule engmyrers tuer på Grønningen.
Hvornår på Fanø
Blomstrer i Juli – September
Naturhistorie
Strand-Vejbred er en kosmopolitisk strand-plante. Finder man den midt inde på kontinenterne, er det oftest ved saltkilder. Den findes dog ikke i troperne.
Hvis en plante er omgivet af meget salt i jorden, giver det problemer med at optage vand fra jorden. Det er tilfældet på strandengen, hvor Strand-Vejbred gror, men planten er tilpasset dette forhold. Strand-Vejbred optager saltet sammen med vandet. Normalt vil det betyde en høj saltkoncentration i planten og dermed ødelægge dens evne til at optage vand. Planten vil dø. Men Strand-Vejbred fortynder saltkoncentrationen i plantens vandfyldte blade. Det er derfor bladene er så tykke – lidt kaktusagtige. En sådan plante kaldes en sukkulent plante. Der findes andre sukkulente planter på strandengen. Prøv at finde dem.
Kulturhistorie
Vejbred er nemlig en udmærket grøntsag – så god at der i visse dele af landet er et ry om den. Det er især Strand Vejbred som kan findes på strandengene mod Øst og på Grønningen man brugte. I Sønderjylland så meget at den fik mange navne ”sut”, ”søj”, ”sorrer” og ”Søjer”. De spiste den så meget at det kunne betyde at mange karle og piger forlod pladsen i utide. En karl forlod således pladsen allerede på anden dagen skriver Bøndergaard: ”Dernede lever de af græs! Vi fik søjkål den første dag, opstuvet den næste – så tænkte jeg: “Hvis du skal ha’ græs for at slå græs, er det nok bedst at rejse hjem!”
Men sut var en populær spise i forrige århundrede. Folk kom langvejs fra for at plukke den og betalte mange penge for den. Den blev kogt, stuvet og dampet. I dag bruger jeg den som salat, hvor den sammen med en række andre planter fra strandengen er et flot tilbehør til mange retter, men er vidende om at sorregilder stadig finder sted i Sønderjylland. Den er bedste at plukke i de allerførste sommermåneder og så behøver man ikke at komme salt i dressingen. Det har havet klaret for os.