Kendetegn

Korsedderkoppen kendes bedst på oversidens lyse mønster, som ofte ligner et kors. Kropsfarven kan variere mellem sort, grå, rød, brun, grøn og gul. Bagkroppen er som regel meget tydelig trekantet og spids bagtil.
Hanner kan blive op til 8 mm, mens de største hunner bliver op til 17 mm, når de om efteråret er fulde af æg.
Ungerne er små. De er ensfarvet gule med skarpt aftegnede, sorte felter.

Findested på Fanø

Den findes overalt. Kig efter dens hjulformede spind.

Hvornår på Fanø

Ses fra maj til oktober. Nemmest i september.

Naturhistorie

Korsedderkoppen hører til hjulspinderne. Dens spind er hjulformet og sidder ofte højt i vegetationen. Nettet er stærkt klæbende, så det kan fange større insekter som græshopper. Når edderkoppen ikke bruger sin tid til at holde nettet rent, sidder den i et skjul og venter på bytte. Rammer et insekt nettet farer edderkoppen ud og sprøjter dødbringende gift ind i byttet. Så pakkes byttet i i silketråd for siden at blive udsuget af edderkoppen.

Korsedderkoppens parring er altid blevet beskrevet som meget farefuld – og det er rigtigt: Hannen kan risikere at blive ædt, men det er sjældent det sker. Den har nemlig sikret sig med en sikringstråd et stykke væk fra parringstråden, så de lynhurtigt kan kaste sig væk fra hunnen, når parringen er overstået.

Kurtiseringen begyndes ved at hannen sætter hunnens fangstnet i vibration på en måde, så hunnen bliver klar over at der ikke er bytte i nettet. Kurtiseringen kan tage lang tid. Hun skal jo blive helt klar over at han er andet end bytte.

Efter parringen lægger hunnen 300-800 æg som pakkes ind i et særligt æggespind. Ungerne klægges (se foto) i maj og spredes som ”flyvende sommer”. De føres med vinden rundt i et særligt spind.

 

Kulturhistorie

Kkorsedderkopper kan spises. Den spises rå, plukket direkte fra nettet. Smagen er mild og behagelig, konsistensen som tætpakket torskerogn.

Kordinater

Siden er udarbejdet af: Søren Vinding september 2020