Gravanden er en almindelig ynglestandfugl og trækgæst på Fanø.
Kendetegn
Gravanden er umiskendelig. Den er en middelstor gåselignende and med en meget karateristisk og stærkt mønstret fjerdragt. De gamle fugle er overvejende hvide med mørkegrønt hoved, der kan virke sort på afstand, kraftigt rødt næb, et bredt kastaniebrundt bånd over brystet, og sorte skulder- og svingfjer. Den har desuden en sort stribe på bugen, der ses bedst på overflyvende fugle. Hannen er betydeligt større end hunnen, med en stor rød knop ved roden af næbbet, og et bredere og mere skarpt aftegnet brystbånd. De juvenile fugle mangler det brune brystbånd og den sorte stribe på undersiden. De er desuden hvide omkring næbbet og på forsiden af halsen, men gråbrune på oversiden af hovedet og bag på halsen. Skulderfjerene er også lysere end hos de voksne. De sorte svingfjer er ikke så skarpt aftegnede, og vingen har hvid bagkant.
Findested på Fanø
Kan ses næsten overalt, men især langs kysterne.
Hvornår på Fanø
Ses året rundt, flest fra juni til oktober.
Naturhistorie
Gravanden yngler på Fanø i huller og gamle rævegrave i klitterne. De gamle gravænder tager om sommeren en tur til Helgolandsbugten ved den tyske Nordsøkyst. Sammen med gravænder fra hele Vesteuropa samles de i den beskyttede bugt for at fælde svingfjerene. Man har talt op til 100.000 gravænder i bugten på én gang.
Kulturhistorie
Knogler fra gravænder er fundet i køkkenmøddinger tilbage fra jernalderen og vikingetiden. På Læsø indsamledes æg fra gravænder og de kunne erstatte hønseæg i husholdningen.
Sådan lyder Flemming Kvist Møllers lille digt om gravanden fra børnebogen ”Flotte Fugle”. Og jo, den er god nok: Gravanden har nogle rimelig alternative forsvarsstrategier.
Gravanden forsvarer sig mod ræve, der måtte opsøge redehullet, ved at vende sig med ryggen til åbningen og skrabe jord i hovedet på ræven med fødderne. Hvis det ikke er nok, bringer gravanden det tunge skyts frem – og skider i hovedet på den påtrængende gæst.