Sortanden er en almindelig træk-, vinter- og sommergæst på Fanø.

Sortanden er en kompakt dykand som er noget mindre end både ederfugl og fløjlsand. Den adulte han er den eneste helt sorte and og den har et gult felt på næbbet bag sort næbknop. I flugten virker den sort, men i godt lys ses, at vingens svingfjer er mørkegrå og gennemskinnelige, især set fra undersiden. Den adult hun er mørkt gråbrun med tydeligt lysere kind, som kan ses på lang afstand, mod mørk kalot. Næbbet er ensfarvet brunt. Ungfuglene bærer indtil november/december en lys, hunlignende ungfugledragt herefter kendes den i 1. vinterdragt på nye sorte fjer, især på oversiden. Hun i 1. vinterdragt er lysere på bugen end adult hun. Sortand kaldes populært for gyv-fuglen p.g.a. artens fløjtende gyv-gyv-gyv anvendt bl.a. under trækket.

Ses næsten udelukkende langs vestkysten. Når man ser individer langs østkysten er det som regel afkræftede eller syge individer.

Kan ses hele året rundt.

Mere end 100.000 sortænder fælder deres fjer i de danske farvande fra juli til hen i november. Langt de fleste fugle ligger ud for Vadehavet og i Kattegat syd for Læsø.
Meget tyder på, at sortanden er gået tilbage i løbet af de sidste hundrede år, men det er vanskeligt med sikkerhed at give et bud på, hvor meget og hvorfor. Olieforurening på havet har givetvis en stor del af skylden. Sortanden var en af de hårdest ramte arter ved flere af de store oliekatastrofer i de sidste på årtier – undertiden med titusinder af omkomne fugle. Da arten holder til langt til havs, bliver mange af olieofrene slet ikke observeret, men forsvinder inden de når kysten.