Ørkenstenpikker er en meget sjælden strejfgæst på Fanø.
Kendetegn
Ørkenstenpikker er en ret lille Stenpikker med næsten sort hale, hvor det hvide er begrænset til basis. Sandfarvet overgump ses tydeligt i flugten.
Hannen er lyst sandfarvet med sort strube/hagesmæk, der går over i sort vinge. Har lys øjenbrynstribe mod mørkere isse, og lyse kanter på armsvingfjer. Skulderfjer beigefarvede. Bliver gradvis mere kontrastrig i løbet af vinteren.
Hunnens blege, gråbrune farver gør, at den ligner en lille, langhalet Isabellastenpikker, men den har sort hale og sandfarvet overgump. Skuldrene er mindst lige så lyse som ryggen.
Ungfuglene ligner hunnen, men er svagt mørkplettet omkring brystet.
Findested på Fanø
Er set på vest stranden.
Hvornår på Fanø
Er set én gang: 23.-26. November 1995.
Naturhistorie
Yngler i sandede og stenede ørkenområder med lave urter og sten. Undgår ren sandørken.
Yngler i et bælte fra Nordafrika mod øst til Sinai og videre til Centralasien.