Solsorten er en meget almindelig ynglestand- og trækfugl på Fanø. Kommer gerne til foderbrættet om vinteren og elsker nedfaldsæbler.

Kendetegn

Solsorten er umiskendelig. Hannen er helt sort med gult næb og gul øjenring. Hunnen er mere brunsort på oversiden og lysere gråbrun på undersiden med mørkt næb og lysebrun strube med mørke længdestriber. De nyudfløjne unger er brune med store rødbrune pletter.

Findested på Fanø

Kan ses overalt på Fanø, men ses ofte i områder med bebyggelse og haver.

Hvornår på Fanø

Ses året rundt. I Marts passerer de skandinaviske fugle Fanø på deres vej nordpå. De kommer retur i Oktober/November på vej til vinterkvarterene i kanalegnene.

Naturhistorie

Solsorten var oprindeligt en skovfugl, men i takt med udbygningen af villakvarterene i 1900-tallet indvandrede solsortene til byerne og er nu en af de allermest almindelige fugle i Danmark.
Dens reder som skabt til at blive flettet ind i grenene i lave buske og i hække.
Der kan nogle gange opstå territoriekampe, når der er for mange solsorte i en have.

Kulturhistorie

Solsorten er en af de bedste sangere i den danske fugleverden og også populær blandt musikere. The Beatles har indspillet nummeret “Blackbird” og Kate Bush har også brugt solsortens sang på nummeret “Aerial Tal”.
Når solsortens sang lyder så melodisk skyldes det måske, at den er den eneste fugl som bruger halv-toner (det diatoniske system). Det sætter solsorten i stand til at imitere vores melodier. Flere har hørt solsorten fløjte de første takter af finalen fra Beethovens violinkoncert. En solsort er hørt fløjte et tema fra Beethovens 6. symfoni, hvor komponisten anvender en del fuglelyds-imitationer. Endvidere er en solsort hørt fløjte et syv toners sidetema fra mellemspillet i Anton Karras melodi til filmen “Den tredje Mand”.
I litteraturen er solsortens sang meget præcist beskrevet af J. Søndersø: “Den syngende han, en kende buttet og koneagtig, står som en lovprisning af den stille idyl…i sine sødmefyldte strofer ejer den et stænk af vemod…dens slørede toner er fulde af det halvlys, som den selv foretrækker”.

Video