Stenpikker er en almindelig yngle- og trækfugl på Fanø.

Kendetegn

Den eneste Stenpikker-art, der yngler nord for Alperne. Arten er på størrelse med en Spurv. Den ses ofte siddende i opret stilling på en sten eller hegnspæl i det åbne land. Let kendelig på karakteristisk haletegning: Hvid overgump og hvide halesider, hvor det sorte halebånd sammen med de centrale sorte halefjer danner et omvendt T. Det sorte endebånd udgør ca. en tredjedel af selve halen.
Hannen har om foråret sort tøjle og kind, hvid øjenbrynsstribe, bleggrå ryg og skulderfjer, brunsorte vinger og blegokker underside. Hunnen er noget blegere uden de sorte tegninger i hovedet og med gråbrune vinger. Om efteråret ligner hannen en hun med mørkebrune kinder. Ungfuglen er på kroppen grålig med mørke skæltegninger, men denne dragt skiftes dog hurtigt ud med en hun-lignende.
Kaldet som bl.a. høres ved uro, er dels et højt, stakåndet hiit, dels et smækkende tjack. Sangen er en eksplosiv, hurtigt kvidrende remse. Indeholder undertiden imitationer af andre fugle. Synger fra sangpost som ledning og sten eller i kort sangflugt, tit sent på natten og i dæmringen, men også om dagen.

Findested på Fanø

Ses overalt i åbne områder. Yngler i sommerhusområderne.

Hvornår på Fanø

De tidligste fugle ankommer i slutningen af Marts og de sidste trækker sydpå i slutningen af Oktober.

Naturhistorie

Adfærden er rastløs. Fuglen flyver lavt over jorden og sætter sig på sten o.l. Vipper med hale og hoved.
Den grønlandske race (O.o.leucorrhoa), der trækker gennem Vesteuropa, er større og har rødorangetonet underside.

Kulturhistorie

Bestanden er gået markant tilbage herhjemme i løbet af det sidste århundrede, specielt i indlandet, og anslås til mellem 1.000-2.000 par. Det skyldes formentlig i første række omlægningen af landbruget, hvor stordriften har betydet, at mange gamle stendiger er forsvundet, ligesom faldet i antallet af kvægbrug har betydet færre afgræssede enge og græsmarker.
Blev kaldt Digesmutte i gamle dage.

Video

Kordinater