Vagtel er en sjælden strejfgæst på Fanø.

Mindre end en Stær, men i formen en typisk hønsefugl. Har rund krop, kort hale og lille hoved. Opdages som regel på stemmen. Ses sjældent.
Har gråbrun overside med hvide striber. Flanker har rødbrune tegninger. Bug og undergump er hvid. Hannen har mørkebrune og hvide hovedstriber med tydelig, hvid øjenbrynsstribe og store, hvide pletter på siden af den sorte strube. Hunnen har svagere hovedtegning og lys strube. Ungfuglen ligner hunnen, men har plettede og tværbåndede flanker.
Flugten er karakteristisk: vingeslagene er flade og meget hurtige, vingerne er nedadbøjede, stryger lavt over vegetationen og dumper straks ned igen. Almindeligvis er den svær at jage op og den foretrækker at løbe væk eller trykke sig – men sker det, ”eksploderer” den foran fødderne på indtrængeren, og forsvinder som en kanonkugle med spidse vinger i lige, hurtig flugt før den går ned i skjul (ikke ulig Enkeltbekkasin).
Opdages oftest på hannens parringsstemme som er en karakteristisk, dryppende fløjten ”bytt byll-ytt”, som gentages hurtigt, taktfast og meget ihærdigt. Høres mest intensivt i skumringen. Hunnen har et lavt ”bryt-byt”, som kan være synkroniseret med den sidste stavelse i hannens stemme.

Er set på sydspidsen.

Er set i September.

Vagtel kan yngle allerede i en alder af få måneder. Blandt Danmarks fugle er det ellers kun Skægmejse, der bliver yngledygtig allerede samme sommer, som den udklækkes. Yngleforekomster af Vagtel er svære at fastslå pga. fuglens skjulte levevis. Reden anbringes på jorden i korn- eller kløvermarker.
Æder fortrinsvis frø og insekter, i mindre udstrækning også grønne plantedele.
Levestederne er åbent land, på marker og enge – fortrinsvis på mere tørre arealer og typisk i korn- og kløvermarker.
Vagtlen er knyttet til kultursteppen og er herhjemme en fåtallig og noget uregelmæssig ynglefugl.