Sanglærken er en meget almindelig yngle- og trækfugl på Fanø. Den er også en sjælden vintergæst.

Sanglærken er en af Danmarks almindeligste fugle i det åbne land. Bestanden er vurderet til 1.360.000 par. Kendes bedst fra de andre lærker på den korte top og den relativt lange hale med hvide yderfjer. Hannen rejser tit issefjerene til en lille top, der dog ikke er så lang og spids som hos Toplærke.
Den er uanseligt farvet. Oversiden er spraglet i gråbrunt, men den varierer. Nordeuropæiske fugle er normalt varmt beigebrune nogle fugle er lysere gråbeige, mens andre, især nyfældede om efteråret, er kraftigt brunrøde. Brystet er gulbrunt med mørke striber, i ret skarp overgang til hvid bug. Den har kort og lyst næb og virker robust og rundmavet.
Ungfuglen er mørkt prikket og skælmønstret med lyse, beige bræmmer på oversiden, men er fra slutningen af juni tit meget afbleget. Som alle lærker har både adult og juvenil en komplet fældning sidst på sommeren.
I flugten ses et hvidligt bånd langs vingens bagkant, noget som top- og hedelærke ikke har. Her ses også, at halelængden er lig vingebredden ved basis.
Løber i duknakket stilling. Flyver i bløde buer, og virker i flugten rund og bred fortil, svirrer ofte før nedslag.
Flugtkaldet varierer kan f.eks. være et ret kønt ”tchriup” eller ”trruvi”.

Ses overalt på Fanø i åbne områder uden træbevoksning.

Kan ses året rundt, men er mest almindelig fra marts til november.

Sangen kendes fra de øvrige lærker på dens mange triller. Synger flittigt, fra ankomsten i slutningen af februar/marts til frem i juli, næsten døgnet rundt bortset fra de mørkeste timer. Stroferne varer 3-15 min. Sangen er karakteristisk: En uophørlig strøm af trillende, kvidrende motiver, fløjt og hurtige gentagelser samt imitationer af andre fugle – mens fuglen med svirrende vinger stiger til 50-150 meters højde for at stå stille som en prik mod himlen. Daler siden, endnu syngende, for derefter at afslutte sangen før landing. Synger også fra siddeplads, men synger sjældnere fra jorden.