Toplærke er en meget sjælden strejfgæst på Fanø.
Kendetegn
På størrelse med Sanglærke. Har en lang, spids top, som selv nedfældet ses i nakken, hvor Sanglærkes fladere top forsvinder. Den har et kraftigt, drosselagtigt næb med lige undernæb og er sammenlignet med Sanglærke mere ensartet mørkt grålig og har mindre tydelige tegninger på oversiden. Halen er desuden kortere med rødbrune yderfjer. Har ikke Sanglærkens hvide vingebagkanter. Mørke bryststriber kan næsten flyde sammen midtpå.
Ungfuglen kendes på mindre top og plettet rygside med lyse fjerrande.
I flugten bredvinget med kort, lige afskåret hale og orangebrune undervinger. Flyver med bløde, flagrende vingeslag i langsom bueformet flugt.
Når den letter, høres ofte et ”du-i”, i andre situationer et varieret, men meget karakteristisk, vemodigt, blødt fløjtende, tre-tonet: ”dui-duu-diuu”, som minder om hedelærkes. Synger langsommere og mere klart end sanglærke og gentager ikke som denne motivet i lange serier. Synger fra en eksponeret sangpost eller i sangflugt i stor højde.
Findested på Fanø
Er set på Nordspidsen.
Hvornår på Fanø
Er set én gang, 28. marts 1967.
Naturhistorie
Har en forkærlighed for havne- og jernbaneterræner, nye boligområder og i Sydeuropa også stepper og dyrket land.
Kulturhistorie
Indvandret til Danmark i 1800-tallet, og bredte sig til praktisk taget alle bebyggede områder, hvor bestanden formentlig kulminerede i midten af 1900-tallet. Siden er det gået voldsomt tilbage. Toplærken har i dag sin nordlige udbredelsesgrænse i Danmark og er en meget sjælden ynglefugl her i landet. Den har gennem flere årtier haft en voldsom tilbagegang, og i 1993 var bestanden nede på 60-75 par. I dag er den svundet ind til 2-3 par – eneste sikre ynglested er Hirtshals – en bestand der altså er isoleret fra resten af den europæiske bestand, og alt tyder på, at arten inden for få år forsvinder som dansk ynglefugl.