Sorthalset Lappedykker er en meget sjælden trækgæst på Fanø.

Kendetegn

Sorthalset Lappedykker er lidt mindre og mere kompakt end nordisk lappedykker med tyndere hals. Har i alle dragter et spinkelt og let opadbøjet, sort næb, stejl pande og høj isse og svømmer ofte med langstrakt hals og bagenden pustet op ligesom lille lappedykker. Ligger højt i vandet med afskåret, hvidt bagparti. Dykker ikke så meget som de andre lappedykkere, men søger føde på vandoverfladen.
I sommerdragt er hoved og hals sorte og fra øjet ses gyldne fjer i en vifte bagud over kinden kropssider er rødbrune og ryggen er sort.
I vinterdragt ligner den nordisk lappedykker, men panden virker højere, og den mørke hætte strækker sig et stykke ned under øjet.
Ungfugle ligner voksne i vinterdragt, men har svagt stribet øjenområde – generelt er fugle i de to sidstnævnte dragter mere diffust grålige end nordisk lappedykker.

Findested på Fanø

Er set i den vestlige del af Fanø Klitplantage

Hvornår på Fanø

Er set i maj.

Naturhistorie

Yngler første gang et år gammel. Træffes fortrinsvis i kolonier, men enkeltpar forekommer også. Magerne hjælpes ad med at bygge reden, der typisk konstrueres som en flydende platform forankret til vegetationen. Kan dog også placeres på tuer eller i højt græs på bredden. De 5-6 æg lægges typisk først i maj og udruges af han og hun i fællesskab på 20-21 dage. Ungerne svømmer efter klækningen straks ud på vandet, hvor de passes af begge forældre og er først helt selvstændige efter 8-10 uger.
Lever overvejende af vandinsekter og deres larver, samt af snegle og små muslinger. Fisk spiller kun en underordnet rolle.

Kulturhistorie

”Arten tilhører egentlig de meget kalkrige søer på de russiske og asiatiske stepper samt Canadas prærier. Desuden findes den lokalt i Afrika.
I 1800-tallet var den decideret østlig i Europa, men den indfandt sig ret pludseligt i Vesteuropa fra ca. 1870. Der var ikke, som normalt hos fugle under fremmarch, tale om en gradvis spredning. Arten dukkede visse år op på vidt adskilte steder, tit i betydeligt antal. Flokkene ankom ofte først langt hen på sommeren og især i år med tørke på de russiske stepper.
Arten har hele tiden haft svært ved at ”bide sig fast” i Vesteuropa. Kolonierne kunne forsvinde lige så pludseligt, som de opstod. Formentlig har vi ikke de helt rigtige livsbetingelser.” (Fuglene i Danmark v/H. Meltofte, Gyldendal 2006).