Rødstubet lom er en relativ almindelig træk- og vintergæst på Fanø.
Kendetegn
Den mindste og slankeste lom, på størrelse med en ederfugl. Rødstrubet lom er en anelse mindre end sortstrubet lom, men førstnævnte virker fladbrystet, hvor sidstnævntes bryst virker udbulet. Rødstrubet lom kendes desuden fra sortstrubet på mere lige hals, mere kantet nakke, fladere pande og mindre hoved. Næbbet er tyndere og peger ofte opad. De gamle fugle har i sommerdragt teglrødt felt på forsiden af den blygrå hals, som normalt ser mørk ud på afstand eller i modlys. I vinterdragt er rødstrubet lom altid lysere på oversiden end sortstrubet lom, og har mere hvidt på hals og hoved. Desuden er oversiden oversået med små, hvide, elliptiske pletter og det mørke øje isoleret af en oval hvid øjenring som er tydeligst foran øjet.
Juvenile fugle har om efteråret ofte helt gråbrun hals og kun lys hage. Ryggen er oversået med små, lyst gråbeige til smudsighvide V-tegn. Forhals og halssider bliver gradvist lysere i løbet af efterår-vinter. Fælder allerede første sommer til næsten ren sommerdragt, men som regel ikke før juni-juli, hvorfor 2k-fugle på forårstræk tit har mørk hals og lys hage.
Findested på Fanø
Ses mest langs vestkysten, men kan også ses ved Nordby havn og sydspidsen ved Sønderho.
Hvornår på Fanø
Efterårstrækket forløber som regel i september/oktober og forårstrækket i marts/maj. Vintergæster ses fra november til marts.
Naturhistorie
Rødstrubet lom er den mest udbredte lom, især langs Jyllands vestkyst. Her kan man både om foråret og om efteråret med lidt held fange rødstrubet lom i kikkerten, når de passerer kysten typisk lavt over vandet og i et par hundrede meters afstand. Størst antal trækker i medio maj i Nord- og Vestjylland.
Noget af det første man bemærker, er at fuglen i flugten hyppigt hæver og sænker hovedet eller den knikser med hovedet, som for at kalibrere dybdesynet på uglevis, noget som man sjældent ser hos sortstrubet lom.
Kulturhistorie
I gamle dage kaldtes rødstrubet lom for havgasse et ord som man også brugte om et ondt, arrigt menneske (navlig kvinde), “en rigtig havgasse”.
“Fuglen ligger et øjeblik stille…pludselig strækker den hovedet frem…i næste nu når et jamrende langtrukket skrig op til mig, et skrig så uhyggeligt og rædselsfuldt, at det er som om alt landet omkring mig forvandles for mine øjne. Lommens skrig hører hjemme i en gråtung skumring over en øde kyst, hvor skibe er sunkne, hvor dønningen langsomt vandrer mod land, mens man i mørket mindes vrag, som skeletagtigt har raget op af det grå sand, eller en ensom strandvasker, der rullede i havstokken. Lad det lyde en bælgmørk nat over en hulvej, hvor en mand ligger med en kniv i ryggen…eller lad det jamre længe, når en moder dræber sit barn” (Achton Friis”.