Musvitten er en meget almindelig ynglestandfugl og vintergæst på Fanø. Den kommer meget gerne til foderbrættet og henter solsikkefrø.

Kendetegn

Musvitten er umiskendelig med sin gule underside delt af en sort stribe, sine hvide kinder omkranset af sort, sit sorte hoved og hagesmæk, sin olivengrønne ryg og blålige vinger og hale. Kønnene er næsten ens. Den er tydeligt større og kraftigere end blåmejsen.

Findested på Fanø

Kan træffes overalt på Fanø i områder med bevoksning. Yngler i huller i træer og er glad for redekasser.

Hvornår på Fanø

Ses på Fanø året rundt. I oktober passerer musvitter fra de nordlige bestande Fanø.

Naturhistorie

Musvitten er en af de tidligste forårsbebudere. I milde vintre kan den begynde at synge på lune dage allerede i januar. Musvitten er utrolig nysgerrig og forsøg har vist at den også er temmelig godt begavet af en fugl at være. Den kan ligesom blåmejsen finde ud af at hakke hul på kapslerne på de gamle mælkeflasker for at komme frem til fløden. Den er dog også til stor nytte: I de tre uger et musvitpar fodrer deres unger tager de livet af over 10.000 insekter, mange af dem skadelige eller plagsomme, så det er en rigtig god ide at sætte mejsekasser op i haven.

Kulturhistorie

Musvittens stemme er meget varieret. Mest iørefaldende er “te-te-ti” og en lyd som lyder som en sav der files. Derfor kaldes den mange steder for “savfileren”. Man siger, at når musvitten først begynder af file sav kommer der regn indenfor et døgn.

Video

Links

Hør musvittens stemme