Sortmejsen er en almindelig ynglestand- og trækfugl på Fanø.
Sortmejse ringmærket i Sønderho den 8. januar 2012. Foto Per Alnor Kjær
Sortmejse i gang med at spise frø fra fyrretræ. Foto Søren Vinding.
Når Sortmejsen havde fundet et frø, så fløj den til et andet træ for at spise.
Sortmejse ved foderbræt. Foto Søren Vinding
Sortmejse. Foto Søren Vinding
Sortmejse. Foto Søren Vinding
Sortmejse. Foto Søren Vinding.
Bemærk den hvide plet i nakken.
Sortmejse. Foto Søren Vinding.
Syngende Sortmejse. Foto Søren Vinding.
Sortmejsens sang lyder som en “cykelpumpe”: “sittju-sittju-sittju.”
Sortmejse henter frø fra fyrrekogle i Fanø Klitplantage. Foto Søren Vinding.
Ofte kan man se en flok sortmejser hente frø fra samme fyrretræ.
De flyver gerne med frøet til et andet træ, hvor det spises.
Sortmejse. Foto Søren Vinding.
Kendetegn
Sortmejsen er en lille, buttet mejse. Den er den eneste mejse med sort hætte og stor, tydelig, hvid plet i nakken. Den har hvide kinder, stor, trekantet, sort hagesmæk, olivengrå ryg, to hvide vingebånd og hvidgrå underside med brunlige flanker.
Findested på Fanø
Ses overvejende i områder med bevoksning og har en forkærlighed for nåletræer.
Især i klitplantagen.
Hvornår på Fanø
Ses året rundt og den kommer gerne til foderbrættet. Nogle år kommer mange på træk. Man siger, at der er invasion.
Naturhistorie
Sortmejsen er en af de allerførste fugle til at synge foråret ind. På lune dage kan de høres allerede i begyndelsen af januar, hvor de synger med deres karakteristiske stemme, som lyder som en der pumper sin cykel med en gammeldags cykelpumpe.
Sortmejsen æder en masse fyrre- og granfrø. Den æder også helt små insekter – især bladlus. Er der mange bladlus, plukker den dem sammen i bundter, som den maser til en grød, inden den fæster dem på en kvist som forråd til de kolde vinterdage.
Kulturhistorie
Sortmejsen blev først dansk ynglefugl, da nåleskovene begyndte at brede sig. I 1860erne slog den sig ned på Bornholm og i begyndelse af 1900-tallet var den allerede almindelig over hele landet.