Arne Harder så sin første hvid vipstjert søndag den 14. marts i år.
Tak for meldingen Arne.
Hvid vipstjert er en almindelig yngle- og en meget almindelig trækfugl på Fanø.
Kendetegn
Hvid vipstjert er en slank fugl med en meget lang hale – længere end Gul Vipstjerts hale – som konstant vippes op og ned. Er meget karakteristisk i sin fjerdragt – med grå ryg, hvid bug, og sort strube, isse og nakke, og hvide kinder og halssider. Hannen kendes på en skarp overgang mellem den sorte nakke og den grå ryg denne overgang er hos hunnen mere diffus. I vinterdragt får den lys strube og et sort bånd over brystet. Ungfuglen ligner adult i vinterdragt, men er mere uren i farvere, med mere brunlig overside og tit uden sort isse.
Kaldet er let at kende, et ivrigt ””djis-jip” eller ”djip-djip”. Sangen er ofte lang og kvidrende med hyppige gentagelser af kaldet. Synger fra jorden eller under sangflugt.
Den britiske race Sortrygget Hvid Vipstjert (Motacilla alba yarellii) har om sommeren kulsort ryg og overgump, hun og ung han mørkt sodgrå ryg og overgump. Flankerne er mørkt olivengrå. Vinter- og ungfugledragter er svagere mørkt på ryggen. Yngler næsten årligt i Danmark med 1-2 par på kystlokaliteter i det nordvestlige og nordlige Jylland – og det drejer sig da typisk om blandede par.
Findested på Fanø
Kan ses overalt.
Hvornår på Fanø
De første fugle ankommer normalt i marts, sjældent allerede i februar, og de forlader os normalt i løbet af november.
Naturhistorie
Hvid Vipstjert er nu landets fjerdehyppigst registrerede yngleart, kun overgået af landets 3 talrigeste arter: Solsort, Bogfinke og Sanglærke.
Uden for yngletiden optræder den meget socialt i forbindelse med overnatningen. Flere tusind kan samles på en fælles overnatningsplads, der hyppigst er rørskove eller bestemte træer. Hertil kommer fugle flyvende i løbet af aftenen fra en radius af mange kilometer.
Hvid Vipstjert er en af vores mest ”synlige” småfugle. Den piler af sted på vejen foran os på ivrig insektfangst – spadserer i sin pudsige, nikkende gangart rundt på græsplænen eller gårdspladsen og farer så pludselig af sted efter et insekt og vipper bagefter kraftigt med halen. Den slår sig ned på tage af huse og venter på, at der er klar bane, så den kan komme til reden – løber rundt i strandkanten – ses på markerne – trækker forbi i den karakteristiske flugt i store buer, mens den jævnligt benytter sit markante flugtkald.
Kulturhistorie
“Halen går op og ned, hurtigt og til stadighed, den er som en balancestav, der bruges til at finde ligevægten med. Med sirlige balletmestertrin og graciøse bevægelser kredser den omkring hunnen, breder skiftevis hale og vingerne ud, og hele tiden ryster den på vingerne på en ejendommelig dirrende måde” (E. Wesenberg-Lund).