Markpiber er en meget sjælden trækgæst på Fanø.

Markpiber er en stor, slank, og sandfarvet piber på størrelse med gul vipstjert. Bleg og næsten ustribet på ryggen, på nær en række af mørke dækfjer på vingen. Undersiden er blegt gulgrå, normalt ustribet, men undertiden med enkelte, korte grå striber på brystsiderne. Tydelig gulhvid øjenbrynstribe og kort, utydelig, mørk skægstribe. Mellemste vingedækfjer er mørke, i frisk dragt med beigehvide spidser og danner en perlerække på den lukkede vinge.
Benene er lange, og rosa til lysebrune. Vipper tit med bagkroppen som mudderklire under gang.
Ungfugle er til langt ud på efteråret plettede på bryst, stribede på ryg og vanskelige at kende fra storpiber, men de har kort bagklo, mørk tøjle, tyndere næb og ben, er mere grålige, har mindre opret holdning og en anden flugtstemme.
Flugtkaldene varierer, har bl.a. et langtrukket “tsiip”, et gråspurveagtigt, men også lignende korttået lærkes “tschlip” og nogle korte “tjup”.

Ses på træk mest langs vestkysten og i Sønderho og på Sydspidsen.

Ses som regel i september.

Markpiberen er en meget sjælden dansk ynglefugl som træffes i klitområder og på åbne, sandede heder, altid tæt på kysten. Artens status i dag er, at den måske kun yngler med enkelte par i Skagen, på Læsø og Anholt.
Ses fouragere i hurtig bevægelse på jorden i et ret fattigt bevokset terræn. Her passer dens vipstjertlignende bygning fint. Men selv om den ikke lever direkte skjult, er det alligevel en art, man let overser. Det sker dog ikke i den tid, hvor hannen synger mest energisk. Når den med energiske vingeslag i takt med den vidtlydende sang hæver sig til ca. 40 m højde, gør den tydeligt opmærksom på sin tilstedeværelse.
Sangen består af et sagte gentaget “ziryh” eller “tzirlyh”, vemodigt og lidt metallisk i tonen. Synger i sangflugt eller fra sangpost. Flyver i sangflugten i dybe buer, hvor hver strofe synges på vej ned i bunden af buen.