Rødstrubet piber er en sjælden trækgæst på Fanø.

Størrelse og form som engpiber, men tydeligt mere stribet end eng- og skovpiber. I yngledragt let at kende på mere eller mindre rustrød strube og bryst. De fleste adulte fugle har rødbrun strube også om vinteren, hunner normalt svagere og mere gultonede end hanner.
Uden for yngletiden kendes den på kraftige mørke striber på ryggen, hvor der desuden er en hvid stribe langs kanten, på mere rødbrun grundfarve, mørkstribet overgump, gulhvid stribe fra næb under og op bag kind og kraftig, mørk skægstribe, som ender i en sort plet på halssiden. Endvidere har den kraftige, sorte striber ned over gulligt til orange bryst og flanke. Bugen er hvid.
Næbbet er mørkt med skarpt afgrænsede gule kanter på inderdelen, især ved basis af undernæb.
Opdages ofte på det artskarakteristiske, skarpe kald, der lyder, som når en cykel piftes – eksplosivt, udtrukket og hvislende som ”psiiii”, i konstant tonehøjde og uden u-lyd, som i Rørspurvs og Pungmejses tilsvarende kald. Minder om kaldet fra Vindrossel.

Ses næsten udelukkende overflyvende på træk. Ses som regel omkring Sønderho og på Sydspidsen.

Langt de fleste ses i september.

Raster tit i samme biotop som engpiber. Her i landet møder vi næsten udelukkende rødstrubet piber under rast ved kysten, typisk på strandenge, mudderflader med pytter og spredt vegetation, i opskyllet tang o.l., hvor fuglen går ret skjult og fouragerer ud og ind mellem beplantningen. Normalt ser man den ikke, før man jager den op, og den med sin karakteristiske stemme afslører sin identitet.
Yngler i det nordligste Skandinavien, hvor fuglen træffes i birke- og pilezonen i ret frodig, åbent og fugtigt terræn, hyppigst i kystegnene, men også i fjeldområderne inde i landet, hvor den ofte ses i bæltet langs elvene.