Skærpiber er en almindelig træk- og vintergæst på Fanø.
Skærpiber ved Sønderho. Foto Kim Fischer
Skærpiber på Rinsby Strand den 7. april. Foto Kim Fischer
Skærpiber. FotoSøren Vinding.
Bemærk det sorte næb og de mørke ben.
Skærpiber. Foto Søren Vinding.
Skærpiber. Foto Søren Vinding.
Bemærk det grå udseende.
Skærpiber. Foto Kim Fischer.
Kendetegn
Skærpiber er en smule større og mere langstrakt end eng- og skovpiber. Det er den eneste af de almindelige pibere med mørke ben på afstand er de mørkegrå, tæt på i stærkt lys rødbrune. Bjergpibers ben er blåsorte alle andre pibere har lyse ben.
Generelt set en mørk fugl i forhold til de andre pibere. Den har tydeligt mørkere, gråbrun underside, hvor bryst og kropssider er diffust plettede og mørk, ret ensfarvet, olivenbrun overside, med to diffuse vingebånd.
Yderste halefjer er lysegrå – kan dog virke hvide, som bjergpibers, i stærkt sollys.
Har ret langt, mørkt næb.
Øjenbrynstribe normalt svag og kort. Lys øjenring, men ikke så tydelig som hos engpiber.
Er i vinterdragt meget mat gråbrun med et olivengrønt skær på oversiden og store, udflydende brystpletter. Fra marts, når yngledragten så småt begynder at kunne skimtes, kan skærpiber ligne bjergpiber. Nogle får matgrå isse og nakke, kraftigere, hvidlig øjenbrynsstribe og bruntonet, grålig ryg. Overgumpen er gråbrun med olivenfarvet anstrøg. Fugle med rosa anstrøg på brystet ligger meget tæt op ad bjergpiber, som dog har færre og smallere striber på bryst og flanker, hvidlig undergump, hvide halesider og varmt brun overgump. Bjergpiber mangler normalt skærpibers antydede, mørke skægstribe og har blågrå nakke mod brun ryg. Frem for alt kendes bjergpiber på to hvide vingebånd og påfaldende bred øjenbrynsstribe, der ofte breder sig som et penselstrøg over øjet og bagud.
Skærpiberens flugt virker tungere og knapt så hoppende som engpibers.
Det typiske kald er et lidt opadgående ”speit”. Det er hæsere og langsommere end Engpibers og gentages med længere mellemrum. Kan undertiden minde om kald fra sangere.
Træffes om vinteren ved kysterne. Her ses den mest enkeltvis, indimellem også i selskab med engpibere, og optræder som andre pibere meget diskret i sit stille liv på og minder i adfærd i øvrigt om engpiberen.
Findested på Fanø
Ses langs kysterne, især strandengene langs østkysten og på Keldsand.
Hvornår på Fanø
Ankommer normalt i september og trækker nordpå igen i løbet af april.
Naturhistorie
Lever i sommerhalvåret af insekter – om vinteren mest af mindre krebsdyr og snegle.
Reden placeres gerne godt skjult mellem store sten eller i tæt græs eller urtevegetation nær strandkanten. Sådanne ynglepladser er ret sjældne i Danmark. De danske ynglepladser er derfor næsten udelukkende begrænset til mindre øer i Kattegat. Flest ynglepar findes på Hirsholmene og Nordre Rønner i det nordlige Kattegat. Den samlede danske ynglebestand er kun 115-130 par.
Kulturhistorie
På Færøerne siger man, at når eng- eller skærpiberen synger om morgenen betyder det godt vejr samme dag.