Storpiber er en sjælden trækgæst på Fanø.

Storpiber er på størrelse med sanglærke og tydeligt større end markpiber. Den har lange ben, lang hale og kraftigere næb end markpiber og meget lang bagklo. Ryggen er brun, tydeligt sortstribet, brystet er blegt gulbrunt med få men tydelige, mørke striber, flest hos ungfugle. Hovedet har mørk isse, tydelig lys øjenbrynstribe, lys tøjle, kraftig mørk skægstribe, som går ned til en kraftig mørk plet på halssiden. Struben er hvid og ustribet beigefarvet.
Større, og med mere opret holdning end Markpiber. Den virker næsten drosselagtig af holdning, størrelse og næbform. Markpiber er om foråret let at kende på ustribet bryst og ryg, men om efteråret er ungfugle mere eller mindre stribede og meget vanskelige at adskille fra storpiber, bortset fra på flugtkaldet og på bagkloens længde.
Storpiber har i frisk dragt et varmt okker eller rustorange skær på bryst og flanker og fine, mørke striber over brystet. Efterårsfugle i Vesteuropa er oftest ungfugle med dele af den juvenile dragt bibeholdt. De har kraftigere striber på bryst og halssider og en del rygfjer med brede, mørke centre. Fugle, som har overstået fældningen til 1. vinterdragt, kendes på bibeholdte juvenile armdækfjer og tertiære disse fjer har hvidlige bræmmer.
Flyver kraftfuldt i dybe buer som hvid vipstjert og virker tykmavet i flugten. Svirrer ofte før nedslag i højt græs, noget som sjældent ses hos markpiber. Flyver over kortere strækninger i fladere buer, og kan da ligne engpiber i dobbelt størrelse.
Flugtkaldet er artskarakteristisk. Det er et sprudlende, groft ”schreerrp” eller ”prrip”, tit let stigende, lyder mest som et groft gråspurvekald. Især på trækket og ved uro er kaldet vidtlydende. På yngleplads og fra rastende fugle et svagere ”tjeep”.

Raster på marker og strandenge med højt græs. Ofte nær vand. På Fanø ses den mest på træk langs vestkysten og på Sydspidsen.

Ses mest om efteråret i september og oktober.

Yngler på våde græsenge og agerland med højt græs, ofte ved skovrydninger.
Yngler i Sibirien. Lille bestand i SV Iberien og NV Afrika.