Kongeørn er en meget sjælden strejfgæst på Fanø.

Kongeørn er en velproportioneret ørn med lange, brede vinger og tydeligt frie fingre. Halen er lang, ca. som vingebredden, og længere end hovedet, som er kraftigt og tydeligt fremstrakt. Den ligner en stor våge, især i kredsflugt. Silhuetten viser en typisk S-formet vingebagkant: vingen smalner mod kroppen og inderst i hånden. Det er en elegant fugl i flugten den har en meget ubesværet og let flugt med dybe, kraftfulde vingeslag og fuld beherskelse selv i kraftig blæst, hvilket nok er årsag til, at fuglens størrelse tit undervurderes. Et meget vigtigt kendetegn er, at den kredser med vingerne tydeligt løftet over vandret, i V-form. Vingestillingerne varierer dog noget, og indimellem kredser den på næsten plane vinger meget lig kejserørn.
Adulte fugle er ensfarvet mørkebrune med lidt lysere, grålige svingfjer, med gullige aflange felter bagest på forvingens overside, og med utydeligt to-farvet hale. I alle aldre ses gullig isse og nakke, den såkaldte krone, der især er tydelig på siddende fugle.
Ungfugle virker på afstand næsten sort-hvide i dragten, men de er mørkt chokoladebrune og har en karakteristisk hvid hale med et bredt, sort endebånd samt et lysende hvidt felt på hånden – disse hvide partier mindskes ved hvert dragtskifte for at forsvinde ved kønsmodenheden, som nås omkring femårs alderen.

Kan ses overalt, men er set ved Gåsehullerne og Sønderho.

Ses om efteråret, i oktober/november.

Yngler 1. gang i en alder af ca. 5-6 år. Pardannelsen er livslang. Parringsflugt ses oftest i den egentlige yngletid, mest februar-maj i 2 typer: styrtdyk mod lavere flyvende mage, som vender sig om på ryggen og afværger med kløerne og guirlandeflugt med korte dyk og efterfølgende opstigen. Nogle par anvender samme rede år efter år.
Styrtdykker fra stor højde og overrasker byttet i lav flugt ligesom blå kærhøg, og jager harer, kaniner, egern, unge ræve, smågnavere og fugle, men æder også ådsler. Er i det hele taget alsidig, afhængig af lokale forhold. Fødeundersøgelser i Fennoskandinavien viser, at byttet her domineres af fugle, fortrinsvis hønsefugle (skovhøns og ryper) samt af harer. Enkelte individer kan også tage svage, nyfødte renkalve og det er selvsagt kontroversielt. På Gotland er pindsvin et vigtigt bytte. Æder også gerne faldvildt og andre ådsler og er derfor ofte gæst ved rovfuglefoderpladser. Kan maksimalt løfte mellem 4 og godt 5 kilo. Jagtligt samarbejde mellem to individer er iagttaget en hel del gange.
På ynglelokaliteten i Lille Vildmose, har man konstateret, at kongeørneparret bl.a. lever af unge skarver, der fanges i den store skarvkoloni i Tofte Sø.