Munk er en almindelig yngle- og trækfugl på Fanø.
Munk ringmærket og fotograferet af Per Alnor Kjær
Munk fra Sønderho.
Munk, han. Foto Kim Fischer.
Munk fotograferet på Halen af Kim Fischer.
Munk (hun) fotograferet på Hale-vejen den 9. december 2015. Foto Søren Vinding.
Munk, hun. Foto Søren Vinding.
Munk, hun. foto Kim Fischer.
Munk, han. Foto Kim Fischer.
Kendetegn
Munk er en middelstor sanger med grålig overside og lyst olivengrå underside. Hannen har kulsort hætte, der når til øjets overkant, den mere gråbrune hun har rustrød hætte. Ungfuglen ligner efter afflyvning hunnen. Efter fældning i efteråret kan kønnene adskilles. Den unge han har fået sort hætte med enkelte brune fjer i. Halen er ensfarvet grå. Næb og ben grå.
Lever skjult, men lettere at få at se end f.eks. havesanger og opdages ofte på sangen.
Sangen er væsentlig at have styr på. Den ligner havesangerens, men havesangere før 1. maj er med allerstørste sandsynlighed atypisk syngende munke, der synger højere og ”luftigere” end normale munke. De typiske munke indleder med en hæs pludren og slutter med et klart, hektisk og fanfareagtigt udbrud – som ”stresset” solsortesang. Den atypiske munk mangler undertiden udbruddet – sangen er da en mere neutral ”Sylvia-plapren”, undertiden rør- og kærsangeragtig med imitationer.
Kaldet er et hårdt, smækkende ”tjack”, som sten, der slås sammen, og ved ophidselse iblandet nogle rå ”schræit”-lyde.
Findested på Fanø
Ses i områder med forholdsvis tæt bevoksning, incl. villahaver.
Hvornår på Fanø
Ankommer normalt i slutningen af marts og forlader os i oktober/november. Kan i milde vintre ses i december og februar.
Naturhistorie
Arten yngler over hele landet, og holder af sluttet løv- eller blandingsskov med en veludviklet underetage. Det er her, den bygger rede. Arten er særlig talrig i lysåben skov domineret af f.eks. eg, der tillader rig undervegetation. Den yngler gerne i sommerhusområder, parker og store, gamle haver. Den træffes til gengæld sjældnere i de lave krat- og buskbevoksninger, som havesangeren foretrækker. Arten er også sjælden i ren nåleskov.
Et stigende antal munke overvintrer i Nordvesteuropa, og udviklingen af denne nye trækstrategi skyldes stærk selektion for en nordvestlig trækretning, til overvintring ved Nordsø-kysten, i den centraleuropæiske bestand. Årsagen kan være en kombination af stor fleksibilitet og tilpasningsevne, de seneste års mange milde vintre og et forbedret fødeudbud som følge af vinterfodring i haver.
Om sommeren opfører munkene sig som sangere, der flagrer rundt i trækronerne eller i buskadsernes bladhang og æder insekter og andre smådyr. Men om vinteren og foråret opfører de sig som drosler og lever af bær og smådyr på jorden.
Arten yngler meget almindeligt i de fleste skovtyper i hele DK, og modsat den nærtbeslægtede havesanger, også i mere lukket skov. Munken er gået markant frem i de senere år, således at der nu yngler 2-3 gange så mange munke som i begyndelsen af 1970’erne. Bestanden er vurderet til 284.000 par (1997).
Kulturhistorie
Munken synger altid, som om den er en lille smule fuld (Achton Friss).