Skovsanger er en fåtallig yngle- og trækgæst på Fanø.

Skovsanger er på størrelse med løvsanger, men virker mere langvinget og bredskuldret og har en kort, bred hale, hvilket giver den en aflang og trekantet form, især når den ses nedefra. Næb og ben er lyserøde. Ansigt, strube og bryst er citrongule, tydeligt adskilt fra rent hvid bug. Isse og ryg er mosgrønne og vingernes svingfjer har henholdsvis hvide og grønne kanter. De lange vinger holdes ofte sænket og kan næsten mødes under halen. Er generelt mere klart farvet end f.eks. løvsanger.
En lille, uanselig fugl der hovedsagelig tilbringer tiden med at fouragere i trækronerne. Den er derfor tit svær at se, ikke mindst efter løvspring. Den er desuden ret diskret, men ikke sky.
Kendes først og fremmest på sangen: Den synger hver gang det samme tema, udformet som en række slag, der fremføres i accelererende tempo og ender i en svirren. Sangen sammenlignes traditionelt med lyden af en mønt, der, efter at være snurret rundt på en glasdisk, vælter om og ’svirrer’ i stigende tempo mod underlaget. Mellem sangperioderne høres jævnligt det smukke kald ”dy-dy”.

Træffes typisk i højstammet bøgeskov, men også i egeskov, birkeskov, blandskov og ældre fyrreskov – alle steder med en sparsom bevoksning i underskoven.

Ankommer fra sidst i april og trækker bort allerede i august.

Synger fra ankomsten sidst i april/først i maj til juli.
Synger ofte i en kort, nedadgående sangflugt med svirrende vinger. Sangen kan ikke forveksles med anden fuglesang i skoven. Men bomlærken fra det åbne land har en sang, der minder om en sjusket udgave af skovsangerens.
Der yngler ca. 16.000 par i Danmark – med sine ret specielle krav til levestedet er Skovsangeren ikke jævnt udbredt over hele landet. Der er flest i Østjylland og på Øerne, hvor der er mest løvskov. Den har dog i 1980’erne bredt sig til Vestjylland, hvor den tidligere var ret sjælden vest for isstilstandslinjen.