Dobbeltbekkasinen er en almindelig yngle- og trækfugl på Fanø.
Dobbeltbekkasin i et vandhul. Foto Søren Vinding
Dobbeltbekkasin. Foto Kim Fischer.
Det lange næb bruges til fødesøgning dybt i jorden. Det er svært nu hvor jorden er bundfrossen.
Dobbeltbekkasin i Fanøsne. Foto Kim Fischer.
Måske kan bekkasinen finde et vandhuld, som endnu ikke er frossen. Så kan der være mad igen.
Dobbeltbekkasin på ynglepladsen. Foto Søren Vinding.
Bemærk hvor godt fuglene er camouflerede.
Dobbeltbekkasin. Foto Søren Vinding.
Dobbeltbekkasin i et sumpområde på Fanø. Foto Søren Vinding.
Dobbeltbekkasin har søgt ind i en have, da vi fik pludseligt snefald januar 2021 på Fanø. Foto Ineke Roos.
Kendetegn
En mellemstor, plump vadefugl med langt næb og korte ben. Den er hovedsageligt brun med lyse streger og mørke pletter på oversiden, har tværstibede flanker og uplettet hvid bug. På hovedet ses gullighvide striber på issen og over øjnene. Flugten er flaksende i zig-zag, når den bliver skræmt op og den udstøder næsten altid sit karakteristiske hæse “kætch”.
Findested på Fanø
Knyttet til våd- og sumpområder, våde enge, moser, kær etc.
Hvornår på Fanø
Kan ses på Fanø hele året rundt, men er fåtallig om vinteren.
Naturhistorie
Dobbeltbekkasinens “sang” har ikke noget at gøre med dens stemme. Lyden frembringes mekanisk af det yderste par halefjer, som kommer i vibration, når fuglen dykker fra stor højde under sangflugten over ynglestedet.
Kulturhistorie
Den ejendommelige lyd som dobbeltbekkasinens halefjer frembringer i sangflugten har givet fuglen øgenavnet “horsegøgen”.
“Hør! Først en lang, durrende trommehvirvel oppefra og ned og så tilbage den samme vej: Hyp! – hyp! – hyp! – hyp! og dette den halve lyse sommernat. Og alle disse halsbrækkende badutspring mellem himmel og jord blot for at behage en lille uanselig én, der sidder under en svingelbusk og lytter til med et par blanke øjne” (Jeppe Aakjær).