Mudderklire er en almindelig trækgæst på Fanø.
Mudderklire. Foto Søren Vinding.
Foto er taget ved Chobe River i Chobe Nationalpark, Botswana. Fuglen her kom ikke med på det nordgående træk til ynglepladserne.
Mudderklire. Foto Søren Vinding.
Foto er taget ved Chobe River i Chobe Nationalpark, Botswana. Fuglen her kom ikke med på det nordgående træk til ynglepladserne.
Mudderklire. Foto Kim Fischer.
Mudderklire leder efter mudder ved Sønderho strandsø. Foto Kim Fischer.
Mudderklire ved Sønderho Strandsø. Foto Søren Vinding.
Mudderklire på Fanøs strand. Foto Søren Vinding.
Mudderklire ved Sønderho Strandsø. Foto Søren Vinding.
Mudderklire på Fanøs strand. Foto Kim Fischer.
Mudderklire på Fanøs strand. Foto Kim Fischer.
Kendetegn
Mudderklire en lille kortbenet klire, der af udseende minder meget om en ryle, men kendes fra ryler på længere bagkrop, adfærd og flugt. Størrelsen er som almindelig ryle, og den har gråbrun overside og bryst, men i øvrigt renhvid underside. I sommerdragt har ryggens fjer fine, sorte striber og pileformede tegninger. I vinterdragt er oversiden mere ensartet. Ungfuglen kan kun kendes fra den voksne på helt nært hold – den ligner den adulte, men har gulbrune fjerkanter og sorte tværbånd på ryg- og overvingedækfjer.
Har korte, grågrønne ben og lang hale, der går tydeligt ud under vingerne. Næbbet er lige med lysere basis.
I flugten ser man hvide vingebånd, hvide pletter ved knoen og hvide halesider på oversiden, så tydeligt som på en stor præstekrave. Når den flyver, sker det tit med hurtige serier af næsten mekaniske vingeslag afbrudt af kort glideflugt på nedadbøjede vinger, ivrigt kaldende. Undervingen er mørkegrå med lyst midterparti.
Findested på Fanø
Ses langs kysterne, men foretrækker østkystens mere mudrede kystlinie.
Hvornår på Fanø
Ses i maj/juni og juli/oktober.
Naturhistorie
I Danmark har Mudderkliren kun ynglet enkelte gange forskellige steder i landet og kan stadig findes med års mellemrum.
Optræder enkeltvis eller i småflokke. Man ser den i reglen ikke, før den letter og kalder med sin høje stemme. Efter at den er skræmt op, sætter den sig gerne på en sten 50-100 m borte og foretager lige efter landingen nogle kniksende bevægelser med bagkroppen.
Under fouragering går den ofte rundt i langsom, snigende gangart, frit fremme på bredden eller på en større sten, tit også inde i vegetationen. Ved den mindste form for angst eller uro vipper den med bagkroppen eller bevæger hovedet op og ned.