Skovsneppe en almindelig træk- og sjælden vintergæst på Fanø.

En duestor vadefugl med særegen, rustbrun og vatret dragt og langt, tykt bekkasinnæb. Mangler helt gullige længdestriber på oversiden, som er dækket af et fint mønster af sorte og gullige pletter og linier og med tre brede, sorte tværbånd på nakke og isse. Vingerne er afrundede, benene forholdsvis korte. Undersiden er gråhvid til gulbrun med mørk tværvatring. Ungfuglen ligner meget de adulte, men har mørkplettet og ikke ensfarvet pande som den gamle fugl.
Skræmmes undertiden op fra skovbunden og forsvinder da typisk i tung, men hurtig flugt med nedadrettet næb.

Kan ses overalt i åbne områder med spredt bevoksning. Om vinteren ofte i nærheden af vandløb.

Ses normalt fra oktober og i milde vintre kan enkelte individer blive vinteren over og ses frem til april.

Øjnene er store og sidder så langt tilbage på siderne af hovedet, at fuglen næsten kan se horisonten rundt. Det betyder, at den kan sidde urørlig på skovbunden og trykke, idet den stoler på sin kamuflage, alt imens den har fuldt overblik til alle sider.
For at finde en mage flyver hannen i stille forårsaftener i karakteristisk territorieflugt over skoven: i hurtig flugt med langsomme vingeslag i ret stor højde flyver den konstante ruter, mens den udstøder et dæmpet ”orr-orr” efterfulgt af et skarpt ”pisit”. De dybe, dæmpede toner kan blot høres ca. 100 m væk, så fuglen opdages på det kraftige ”pisit”. Når en hun giver sig til kende i en lysning, slår hannen sig ned. Der starter nu længerevarende parringsspil, hvorunder de to fugle bl.a. kredser om hinanden med halerne rejste og vidt udspilede, så de hvide fjerspidser fremstår som en lysende halvcirkel over fuglene – selv i halvmørk, bregnebevokset skovbund.