Småspove er en almindelig trækfugl på Fanø.

Kendetegn

Småspove er mindre og mørkere end storspove. Den har mørkebrun isse med smal, lys issestribe og lyse øjenbrynstriber og mørk øjenstribe. Næbbet er kortere, sabelformede og mørkt, blot med svag, lysere basis.
Oversiden er mørk med lidt lysere dækfjer og lys rygkile. På undervingen ses båndede armhulefjer og de mørkmønstrede undervingedækfjer gør bugen til den lyseste del af undersiden. Hos storspove er armhuler og undervinger højst svagt mønstrede og fremstår som kontrasterende hvide.
Benene stikker ikke ud bag halen i flugten.
Ungfuglen ligner meget de gamle, men kan på nært hold kendes på, at rygsiden og issen har gulbrune pletter.
Stemmen adskiller sig markant fra storspoves melankolske fløjt. Kaldet er en vidtlydende, hurtig latter i ensartet eller let dalende tonehøjde “pyhyhyhyhyhyhy”.

Findested på Fanø

Ses om efteråret tit fødesøgende på hederne. Trækkende fugle kan ses overalt.

Hvornår på Fanø

Ses i april/maj og juli/september.

Naturhistorie

Arten yngler første gang i en alder af 2 år. Danner tilsyneladende par for livet, idet magerne mødes på territoriet.
Føden er meget varieret, og den svinger med ynglelokalitet og med årstiden. Fugle, der yngler inde i landet, tager hovedsageligt insekter, mens fugle, der yngler ved kysten, mest lever af orme og krabber. De supplerer begge med bær og andet plantemateriale. Under trækket udgør bær, specielt revling, en væsentlig del af føden i Danmark. Borer kun sjældent sit lange næb ned i jorden.
Lille regnspove er en fåtallig trækgæst, der kan ses overalt i landet, flest ses dog i Nord- og Vestjylland. Om foråret ses ca. 1.000 fugle, om efteråret op til 3.000 fugle.
Arten ses ofte raste i tætte småflokke, især på heder med revling, men også gerne ved kyster eller på fugtige strandfælleder, hyppigst i Vadehavsområdet.

Kulturhistorie

I gamle dage kaldtes småspoven også for sorthøne, bærhøne eller sortbærhøne, utvivlsomt fordi de æder mange revling under efterårstrækket.

Video