Stor Præstekrave er en almindelig ynglefugl og træk- og sommergæst på Fanø.
Kendetegn
Stor præstekrave er en mindre, kompakt vadefugl. Ryggen er lyst brungrå undersiden hvid. Over brystet løber et markant sort bånd og på hovedet en sort maske, der strækker sig op over den hvide pandeplet. Næbbet er orange med sort spids og benene er orange.
Stemmen er typisk: et opadgående ”djuue-i”, med betoning på første stavelse. Advarselskaldet er blødere og lavere. Under territorieflugten et gentaget ”tee-leea”, ledsaget af dybe og langsomme, bløde vingeslag flyver næsten som en langsom sommerfugl, med kast fra side til side.
Stor præstekrave bevæger sig ofte på stranden i karakteristiske rykvise løb, der har givet den navnet “strandløber” på Fanø.
Den søger føde på en helt bestemt måde: Den løber et lille stykke, standser op og leder efter byttet i sandet, løber et lille stykke igen og så videre.
Findested på Fanø
Ses især langs Fanøs vestkyst.
Hvornår på Fanø
De tidligste fugle ankommer typisk i februar og de sidste forlader os i november. Enkelte individer kan ses i milde vintre.
Naturhistorie
Når stor præstekrave har unger kalder den uafladeligt med en blød fløjten.
En karakteristik adfærd hos præstekraver er deres intensive afledningsmanøvrer, når f.eks. mennesker, hunde eller ræve kommer nær reden eller ungerne. Med hæs stemme flakser fuglene hen over jorden, så man tror, de har brækket både vinger og ben. Ved at spille syg, forsøger fuglene at bortlede fjender fra æg. Lader man sig narre og følger med, så kan spillet fortsætte mere end hundrede meter væk. Når man er kommet tilstrækkelig langt væk, letter fuglen og flyver bort, som om ingenting var hændt. Men oplever man dette, er det tegn på, at man er kommet for tæt på fuglenes æg eller unger, og man bør selvfølgelig bevæge sig væk hurtigst muligt, for ikke at komme til at træde på ynglen eller i det hele taget forstyrre fuglene.
Kulturhistorie
Danskernes tiltagende rekreative udnyttelse af strandene siden 1960’erne har begrænset præstekravens ynglemuligheder mange steder. Ved forstyrrelse forlader præstekraven sine æg, der er særdeles godt kamuflerede. Er man ikke opmærksom, trampes reder og æg nemt itu, eller æggene snuppes af krager og måger, mens forældrene er væk.
“De vævre små strandløbere piler afsted eller letter og stryger ud over vandet med de ejendommelige, maskinmæssige vingeslag, der minder om de mekaniske sommerfugle, der var vor barndoms fryd” (C. Goverts Jensen).