Storspoven er en meget almindelig træk-, vinter- og sommergæst og en fåtallig ynglefugl på Fanø.

Kendetegn

Storspoven er Nordens største vadefugl. Den er lys og kraftig, på størrelse med en stormmåge og har lang hals, lange, gråblå ben og langt, nedadbuet næb med lys inderdel, næsten grotesk langt hos hunnen, men betydeligt kortere hos de juvenile fugle, hvor det kan være næsten lige med tydelig lys basis. Dragten er gråbrun med lyst hoved, hvor øjet står ud, fine mørke pletter på hoved og hals, mørkere ryg- end dækfjer og mørkstribet bryst og flanker.
I den rolige, mågeagtige flugt ses hvid rygkile, fødder som stikker lidt ud bag halen, lysere indervinger mod mørke skuldre og hånd og næsten renhvide undervinger. Armhuler og undervinger er højst svagt mønstrede og fremstår som kontrasterende hvide, i modsætning til småspovens fint båndede armhulefjer og mørkmønstrede undervingedækfjer, der gør bugen til den lyseste del af undersiden hos småspoven. Stemmen er meget karakteristisk. Kaldet er et opadgående og melankolsk kuu-ee. Om foråret synger hannen i sangflugt en klart fløjtende sang med stigende serier af toner efterfulgt af en vibreren.

Findested på Fanø

Træk-, vinter- og sommergæster ses langs kysterne, især langs østkysten. Ynglefuglene ses i hedeområderne, især hvor der er enge og græsmarker i nærheden.

Hvornår på Fanø

Ses året rundt, flest fra juni til oktober.

Naturhistorie

Arten yngler sandsynligvis første gang, når den er 2 år gammel. Normalt møder de gamle mager hinanden på territoriet og genoptager forbindelsen.
Arten finder hovedsagelig sin føde på vadeflader, hvor den med sit krumme næb kan følge sandormenes gang og uden større besvær trække dem op, uden at de knækker. Den kan på blød bund bore sit næb ned i en dybde af 12 cm. Men størstedelen af føden tages lige under eller på overfladen. Ud over sandorm finder den også snegle, insektlarver, krebsdyr, muslinger og endog bær. Det er især hunnerne, som med deres lidt længere næb søger føde på vadefladerne, mens hannerne i højere grad finder føde på enge, hvor bl.a. kokasser bliver undersøgt for insektlarver. Særligt på nyslåede enge og nypløjede marker kan man finde fouragerende flokke.

Kulturhistorie

Et sted inde på engen spiller et fløjteorkester finske folkeviser for os, og da sivbræmmen åbner os et kig derind ser vi geled på geled af store, ubevægelige regnspover. Kære, som de fløjtede! disse langelige, af sødmefyldt fortvivlelse gennemtrængte toner, der på én gang er et bud fra en sønderflænget himmel i uendeligheden dybt i dit eget hjerte, og så om, at det bliver regnvejr snart. Ja, har man kendt mage til sammenblanding af vild og høj poesi og tør praktisk prosa (Kaj Munk).

Video

Links

Storspovens fløjt

Kordinater