Strandhjejlen er en almindelig træk- og relativ almindelig vintergæst på Fanø.

Strandhjejlen er større og mere robust end hjejle og har længere ben og tykkere næb. Den kendes i alle dragter på sorte armhuler. I sommerdragt er den let genkendelig på sort og hvid dragt mønsteret er omtrent som Hjejles, men rygsiden er plettet i sort og hvidt. I flugten smelter den sorte armhule sammen med den sort bug. Hos hunnen har det sorte på undersiden hvide indslag. Øjenbrynstriben er bred og helt hvid. I vinterdragt (august/september-april) bliver den sorte underside hvidlig, oversidetegningen mindre kontrastrig og på afstand ser fuglen ensfarvet grålig ud. Ungfuglene har gulbrune fjerkanter på rygsiden, er mørkere i ansigtet end adulte i vinterdragt og har mørkere stribet bryst og flanker.
I flugt ses et tydeligt hvidt vingebånd på den yderste del af vingen, hvid overgump, hvid hale med mørke tværbånd og de sorte armhuler ses tydeligt. Tåspidserne kan stikke ud bag halen.
Fra både rastende og flyvende fugle høres jævnligt et kraftigt, blødt, meget melodisk, i reglen tre-leddet pli-ju-i, med den midterste stavelse i et noget dybere toneleje. Fuglen er sky og letter på forholdsvis stor afstand.

Ses på vaden, som regel langs nord- og sydspidsen, omkring Keldsand og Halen.

Kan ses næsten hele året rundt. Færrest i juni.

Optræder på trækket som regel enligt eller i småflokke, men på gode vadefuglelokaliteter kan der forekomme mere end 100 fugle. I Vadehavet er hundredtallige koncentrationer fundet på mange højvandsrastepladser, men både forår og efterår er langt de største flokke fundet omkring Mandø og på Keldsand. Den danske del af Vadehavet er af international betydning for den sibiriske bestand.