Strandskade er en almindelig yngle-, stand- og trækfugl på Fanø.
Kendetegn
Strandskaden er umiskendelig. Det er en stor, kraftig og meget karakteristisk vadefugl. Dragten er sort og hvid, det lange næb orangerødt med gullig spids og benene er lyserøde. Hoved, bryst og hele rygsiden er sort i skarp kontrast til renhvid underside. Kønnene er ens, men hunnen har det længste næb.
I flugt ses et bredt, hvidt vingebånd på sort vingeoverside, hvid overgump, der strækker sig kileformet op på ryggen og hvid hale med bredt sort endebånd.
Får midt på efteråret vinterdragt, og farverne bliver da mattere og de får hvid halsring. Ungfugle ligner fugle i vinterdragt, men har kortere næb og grålige ben.
Stemmen er meget karakteristisk. Den er meget højlydt, hyppigst høres et “ky-bik”, et hårdt “pick-pick” og et “kykle-kykle-kykle”, når fuglene om foråret jager hinanden. Flyver hurtigt og direkte, på trækket i ordnede formationer eller i rækker, næsten som ænder.
Findested på Fanø
Kan ses overalt langs kysterne. Kommer nogle gange ind på markerne for at søge føde eller læ under kraftigt blæsevejr.
Hvornår på Fanø
Ses året rundt.
Naturhistorie
Arten yngler normalt første gang som 4-årig. Den indgår tit i et livslangt parforhold. Danner som regel velafgrænsede territorier, som forsvares energisk. Hannerne udfører om foråret kollektive spil, hvor de med nedadbøjet næb bevæger sig ivrigt skrigende omkring i en larmende klynge.
Modsat de fleste andre vadefuglearter fodrer strandskaden sine unger. Disse er flyvefærdige efter 28-32 dage.
Kulturhistorie
Dér letter den første flok. Kip! Kimp! – det er strandskader. I pytterne mellem de inderste muslingestakke står rækker af de sorte fugle tegnet skarpt mod spejlbilleder af horisontens skytårne. Snart tager mange af flokkene til vingerne og udslynger de samme vrede skrig, og ekkoet fra havbunden former dem skarp og metallist…De hidser hinanden op mer og mer. Rækkerne splittes. Med opspærret næb og strakte halse udslynges kaskader af rasende hyl, så man føler sig helt utryg derved. Da tier pludselig hele koret, drejer brat ud af kredsen og flyver bort i lige linie uden engang at se sig tilbage. Blev de flove, eller hvad gik der af dem? Ingen véd det. Men sådan er strandskader (Arthur Christiansen).