Svaleklire er en almindelig trækfugl på Fanø.

Svaleklire er en mellemstor klire. Den er en nervøs og upåagtet vadefugl, som ofte først opdages, når man jager den op. Er lidt større end Tinksmed, og virker mere kortbenet. Kendes fra andre klirer på meget mørk overside, som på nært hold indeholder en del små, hvide pletter, og i flugt, hvor den overfladisk ligner Bysvale, på ensfarvede mørke vingeoversider og ryg som kontrasterer skarpt mod hvid overgump og hvid hale som kun har få, men brede tværbånd. Kun tåspidserne rager ud bag halen hos Tinksmed går hele foden ud bag halen. Bryst og hals er sortstribede med en skarp overgang til den hvide bug. Benene er grønlige. Knikser tit med halen som mudderklire.
Ungfuglen har mørkere overside end adult, med små, gulbrune prikker, som er meget smallere end hos Tinksmed, tættere mørke striber på brystet og mere ensfarvet mørk hals og mørkt hoved med øjenbrynstribe og hvid øjenring som hos adult.
I vinterdragt får den lysere hoved, hals og bryst.
Flugten er hurtig og klippende – og når fuglen jages op kalder den ivrigt og flyver højt til vejrs, ikke ulig en dobbeltbekkasin.
Flugtkaldet er et klart og klingende plyit-vitt-vitt, første stavelse opadgående, de 2 følgende i højere toneleje.

Ses langs kysterne, men har en forkærlighed for den mere mudrede østkyst. Ses også tit i små vandhuller.

Ses om foråret fra april til juni, og om efteråret fra juli til september.

Lægger fra sidst i april 4 æg i en forladt drosselrede, sjældnere i skovskade- eller egernrede i et træ, undtagelsesvis på en træstub. Udrugningen tager 20-23 dage og foretages overvejende af hunnen. Den forlader typisk ungerne, når disse er ca. 10 dage gamle. Hannen overtager arbejdet. På samme måde som andre vadefugleunger forlader svaleklirens unger reden efter ca. et døgn, men i dette tilfælde ved at hoppe ud fra reden, som kan være op til 10 m oppe i et træ. Herefter fører forældrefuglene ungerne til en nærliggende skovmose eller sø, hvor de tilbringer tiden, indtil de kan flyve.
Er en af de få vadefugle, der ligesom skovsneppen i yngletiden har tilpasset sig et liv i skoven. Yngler i tilknytning til åbne skovmoser i nåle- og blandskov, der gerne må have fugtige og bløde mudderflader. Her opdages den for det meste gennem dens smukke sangflugt over territoriet.
Indvandret til Danmark i 1950erne. Yngleområdet omfatter først og fremmest Nordøst- og Midtsjælland, Bornholm samt det tidligere Århus Amt. Uden for disse landsdele foreligger kun ret få og temmelig spredte ynglefund. Bestanden vurderes i midten af 70erne til ca. 40 par. I 2003 vurderedes bestanden til at være på 16-22 par.