Gulspurv er en almindelig ynglestand- og trækfugl på Fanø.

Gulspurven er en ret stor værling, som er kendetegnet ved en lang, kløftet hale, ustribet rustbrun overgump og gule partier i fjerdragten. Ryggen er brunlig med kraftige sorte striber, og under flugten ses tydelige hvide felter på de yderste halefjer. Undersiden er brunlig til klart gul, og især hunner og ungfugle er tydeligt stribede på brystet og flankerne. Hos disse er hovedfarven nærmest grågrøn, og issen og hovedsiderne har desuden mørke striber. Hos hunnen varierer mængden af gult på hovedet, og som regel forekommer den mest gul, hvis den ses forfra. I nakken ses ofte en lys plet. Hannen er klart gul på hoved og underside, og på flankerne og brystet ses indslag af rødbrunt. Næbbet er relativt lille, og undernæbbet er lyst blågråt. Hannerne mister en del af deres gule farve om vinteren, og hovedet er hos begge køn mere markant stribet i vinterdragten.
Sangen er karakteristisk og består af 5-8 ens toner, som afsluttes med en lang, afvigende tone: det lyder, som om Gulspurven tæller til syyyv.

Kan ses overalt, men foretrækker åbne områder med spredt bevoksning.

Kan ses året rundt, men er mest almindelig om efteråret i oktober.

Ynglesæsonen begynder i slutningen af april, og gulspurven kan have op til tre kuld i løbet af en sæson. Hunnen bygger selv reden, som formes af græs, plantestængler og mos og fores med hår og tynde græsstrå. Den placeres typisk på jorden skjult i vegetationen tæt ved en hæk eller lignende, men kan også bygges i en tæt busk. I så fald placeres den som regel lavere end 1 meter over jorden.
Voksne Gulspurve lever hovedsageligt af frø, men ungerne fodres med insekter for at sikre en tilstrækkelig mængde protein under opvæksten.
Gulspurven yngler mest i åbne områder og fortrækker især steder, hvor det åbne land brydes af levende hegn, mindre beplantninger og buskads. Den kan også ses på heder og i skovlysninger, men er til gengæld helt fraværende som ynglefugl i byerne og i tætte skove.