Den lille strandtudse – som på latin kaldes for ”Bufo calamita” – er et udbredt dyr på Fanø, omend de færreste nok har set den.

Tekst skrevet på grundlag af:
Tofft, J. & J. Frikke 2015: Strandtudsen i Nationalpark Vadehavet – Udbredelse, antal, levesteder samt en vurdering af artens status og forvaltning. Nationalpark Vadehavet, temarapport No. 1, 2015.

Kendetegn

Den kan variere noget i farve, men er hovedsagelig grålig med grønlige anstrøg, nogle gange med små røde vorter, som man dog kun ser tæt på. En tynd lysgul rygstribe fra hovedet til bagenden er det sikre kendetegn i forhold til andre frøer og tudser. Voksne dyr bliver 6-8 cm lange. Et andet karakteristisk træk er, at den ofte ikke hopper som andre frøer og tudser, men løber af sted, lidt som en mus, hvor bagbenene bevæges på skift i stedet for på én gang som et hop.

Findested på Fanø

Strandtudsen findes spredt over hele øen, men træffes mest på den nordlige del – nord for vejen Nordby – Fanø Bad.

Hvornår på Fanø

Den sover vintersøvn nedgravet dybt nede i sandet i en klit, under et sommerhus eller lignende stedet, hvor der ikke står vand og hvor det er frostfrit. Afhængig af forårstemperaturerne lokkes den frem i milde perioder fra slutningen af april til først i maj. De voksne dyr, ældre end 3 år, søger mod lavvandede småsøer og andre vandsamlinger på strandengene og lavninger i klitterne for at yngle. Først kommer hannerne, og begynder at kvække højt med deres langsomme rullende stemme, der kan høres vist omkring. Det lyder som ”ræ-ræ-ræ” – eller som hvis man trækker neglen hen over takkerne på en kam.

Så når man ikke ser meget til strandtudsen, som er et natdyr, kan man en del steder på øen tydeligt høre denne stemme, der i perioder kan høres fra slutningen af april til sidst i juni. Midt på sommeren dog oftest efter en del regn.

Det er kun i yngletiden at strandtudsen er afhængig af vand. Resten af året lever på ret tørre og vegetationsfattige steder som strand- og klitstrækninger m.m. På lune og gerne lidt fugtige aftner kan man ofte træffe den på vejene

Naturhistorie

Den lægger sine æg i lavvandede småsøer på enge og i klitlavninger, som oftest tørrer ud hen på sommeren. Ofte tørrer disse steder dog ud for tidligt, så de haletudserne ikke når at bliver til små tudser, som kan ånde ved lunger og gå på land. Så det er ikke hvert år, der kommer unger frem

Links

Strandtudsens kvækken

Siden er udarbejdet af: Jesper Tofft, Ravnhøj Consult november 2015