Brunstokket rørhat. Foto Torben Breckling Christensen.
Brunstokket rørhat fra Kikkebjerg plantage. Foto Torben Breckling Christensen.
Kendetegn
Hat: 2-12 cm bred, orangebrun, mørkebrun til vinrød, glat og uden sprækker. Rørene ret korte, lys gule til gulbrun og olivenbrun. Kødet bliver grønblåt ved et let tryk med en finger og ved gennemskæring. Stokken gulbrun, glat og uden net, cylindrisk. Duft og smag mild.
Findested på Fanø
Brunstokket rørhat er nok den almindeligste rørhat i nåleskov, hyppigst under gran og dernæst fyrreskov. Sjælden under eg, birk og bøg.
Hvornår på Fanø
Meget almindelig og ganske talrig i september og oktober.
Kulturhistorie
Det er en god spisesvamp, som det ofte lønner sig at lede efter. Den er mindre fast i kødet end f.eks. Indigo og Spiselig Rørhat (Karl Johan) så den bør kun steges ganske let og ved svag varme, da den ellers bliver blød. Bør ikke spises rå.
Velegnet til tørring. I Polen skæres hattene af og trækkes på snor, som perler i en kæde og hænges til tørring. Den tørrede svampekæde er dekorativ i køkkenet.