Ærenpris, Veronika, svededug og folkemedicin.

Så blev det sommer på Fanø. I de næste tre-fire måneder vil øen være fyldt af farver. Det sørger øens planter, træer og buske for. Selv den grønne farve i græs kan findes i mange nuancer. Har du de prøvet på søndagsturen at samle en buket græs og tælle farvenuancerne?  Eller bliver der en mulighed den 19. juni 2022, hvor De Vilde Blomsters Dag også fejres på Fanø.

Én af Fanøs klit-urter, Veronica officinalis eller Læge ærenpris skal være temaet i denne klumme. Går man en tur i Fanøs grønne klitter dukker den op alle steder. Den har en lang krybende men opstigende stængel med lyseblå blomster i en klase. Kigger man nærmere på blomsten og er åben for fortolkninger, dukker et billede af Jesus’ åsyn op i de blå blomster. Det latinske navn kommer, fordi Veronika tørrede Jesus’ ansigt for sved med sin svededug, da han var på vej til Golgata. Denne gestus efterlod et mærke, som ligner det du kan se, når du kigger ærenpris dybt i øjnene.

Når en plante også hedder ”officinalis” har den været brugt i folkemedicinen. Læge-ærenpris mest som grødomslag til gigt, bylder og især betændte sår. Den havde også ry for at være slankende. Den medicinske virkning kan skyldes bitterstoffer og flygtige olier, men de er ikke nærmere identificeret. Jeg har ikke kunnet finde noget om brugen på Fanø, men så tæt som Læge-ærenpris kan stå her, kunne man næsten forestille sig, at nogen har brugt den.

Måske jægerne? Læge-ærenpris havde også magiske egenskaber. Lagt under låsen på jagtgeværet forhindrede den, at nogen forheksede våbenet. Den er også blevet brugt til te ,og der fortælles, at under Svensker krigene i 1600-tallet blev de unge planter brugt som grøntsager.

Ja det er sandelig en plante der bør æres og prises.

Tekst og Foto: Søren Vinding.