Kan en guldsmed smile?
Alle kender den fornemmelse, at en strofe musik bliver ved med at komme frem – ofte fordi man har hørt den i en vigtig situation. Dette er fortællingen om en sådan situation.
For nogle måneder siden var jeg på tur i Fanø Klitplantage. På én skovstierne sad noget så almindelig som en Almindelig Hedelibel. Som sædvanligt var kameraet med. Da fotograferingen var overstået og billederne i kassen, sad guldsmeden – for en hedelibel er en lille guldsmed – der stadig. Helt usædvanligt!
Så jeg lagde mig på maven foran den. Måske var det fotografen, som så muligheden i et foto fra en ganske speciel vinkel? Alligevel brugte jeg lidt tid til at kigge guldsmeden godt i øjnene. En svær opgave, for en guldsmed har rigtig mange øjne. Måske var det derfor, måske var det noget helt andet, måske var det bare noget, jeg tror, men pludseligt satte den almindelige hedelibel hovedet på skrå og smilede til mig som på fotoet. Jeg smilede tilbage. Jeg er måske nu dus med en guldsmed, for
”Kan du smile til en guldsmed og fløjte til en stær
Så har du fundet ud af noget, som er meget værd”
Jeg har oplevet andre gange med guldsmede. Sad på én af bænkene ved Pælebjergsøen og spiste min madpakke. En Blåpil landede på bænken og ville også ha’ frokost. Flere gange fløj den om og snuppede et insekt – vendte tilbage til bænken og spiste den. Rigtig godt var det, den gang en guldsmed fangede en hestebremse på vej mod mig. Det knaser når en guldsmed spiser så stort et insekt. Se foto 2 og 3 herunder.
Tekst og foto: Søren Vinding.
Link til infosider med guldsmede på Fanø. Klik her.