Tur til sælerne på Langejord
På Fanø finder du ikke så mange store skove, men til gengæld er det muligt at gå en tur i havet f.eks. ud til sælerne på Langejord i Fanøs sydlige ende. Det er en travetur på ca. ½ time hver vej. På vejen ud kommer man tættere og tættere på de flere hundrede sæler, som normalt ligger på Langejord og hjemad kan man nyde det helt specielle syn af Fanøs vestkyst set fra havet. To helt enestående naturoplevelser.
Vejen til sælerne gås på vaden, så turen kan kun gås ved lavande fra ca. 2 timer før lavvande til 2 timer efter. Oplysninger og lav- og højvande kan fås på DMI eller hos Fanø Turistbureau. Det kan sagtens lade sig gøre at gå turen alene, men vær opmærksom på vejret. I dårlig vejr – især i tåget vejr – skal man ikke bevæge sig ud i havet alene!!
Turen begynder ved naturparkeringspladsen syd for nedkørslen til stranden ved Sønderho. Parker dit køretøj, tag skoene af, så er du klar til at gå ud mod sælerne. De kan som regel skimtes som sorte prikke i det fjerne lige i nærheden af de røde koste (sømærker), som nemt kan ses. Kan du ikke se de røde koste er sigtbarheden ikke god nok, så vent til en anden dag med at gå derud.
Gå ud imod sælerne og kostene i en lige linje, men husk at kigge dig rundt. Mod syd (din venstre side) kan du se Mandø og mod nord (din højre side) kan du se op af Fanøs lange strand. Husk også at kigge dig tilbage en gang imellem. Du passerer nogle lavvandede render med vand. Normalt kan du vade lige over. Er det for dybt, så skal du holde mod venstre, så mindskes vanddybden. I renderne kan du se om vandet er faldende. Løber det mod nord, så falder vandet. Løber det mod syd, så stiger vandet.
Turen slutter ude ved de røde koste, hvor sælerne ligger på den anden side af sejlrenden kun 100 meter væk. Kig godt på dem. Lær deres lyde at kende, se hvordan de bevæger sig og syng evt. en sang for dem. De kan godt lide ”Mester Jacob.”
Læg mærke til at der er to forskellige arter af sæler. Læs mere om dem i vores naturleksikon her: Spættet sæl og gråsæl
Ja og så går turen tilbage til parkeringspladsen. Læg mærke til livet på vaden. Der er muslinger, fugle, orme, spor efter mågetramp og meget andet.
GOD TUR!!
Tekst og foto er lavet af Søren Vinding