Bramgåsen er en relativ almindelig trækgæst på Fanø.
Kendetegn
Bramgåsen er en lille sort og hvid gås. Den kendes let på tydeligt hvidt eller flødegult ansigt som regel med sort tøjle. Hals, isse og bryst er sort. Ryggen er sølvgrå med hvide og sorte tværstriber, bugen er gråhvid, gumpen hvid og halen sort. Benene og det lille, korte næb er sorte. Stemmen er en karakteristisk enstavelses lyd som minder om små hunde, der gør på lang afstand.
Findested på Fanø
Ses ofte trække langs kysterne, men kan også raste på strandengene, f. eks. på nordspidsen.
Hvornår på Fanø
Ses hovedsageligt på trækket i Oktober – November og April – Maj.
Naturhistorie
Bramgåsen bygger sin rede på stejle klippekyster, ofte højt over jorden, for at undgå rovdyr, primært polarræve. De betyder til gengæld, at de nyklæggede unger må kaste sig ud i halsbrækkende flyveture for at nå ned til vandet.
Bestanden af Bramgæs er eksploderet siden afslutningen af den kolde krig. Bestanden var i starten af 50erne nede på ca. 10.000 fugle. Men nu er bestanden vokset til ca. 400.000 fugle.
Kulturhistorie
Indtil 1890erne vidste man ikke, hvor bramgæssene ynglede. Gennem århundrede var de punktligt ankommet til deres overvintringspladser i Europa, men hvorfra de kom vidste ingen, og ingen havde nogensinde set deres reder eller deres æg. Derfor opstod den myte, at Bramgåsen ikke formerede sig som andre fugle – men opstod fra de ejendommelige små Langhalskrebs (Se link længere nede på siden), der undertiden skylles i land ved kysterne, fastsiddende på tømmer eller flasker. Langhalsen har form som en gås, og det var det som satte lagde grund til myten.
I gamle dage sagde man, at når himmelhundene trak skrigende forbi, var det gamle ugifte kvinder, der jamrede over de børn, de ikke havde født.