Marianne Langvad har haft besøg i sin have. Hun havde også dækket op med et flot bord – og så kan det jo ske, at der kommer gæster. Måske burde jeg skrive om sneen på billederne. Det er jo ved at være en sjældenhed på Fanø, men det er nu gulspurven, som er ærindet.

Marianne havde med sit veldækkede bord inviteret naturen indenfor. Gulspurven, mejser, spurve og rødhals takker dagligt ja til en ”bid brød” fra hendes fuglebræt. Sådan at invitere naturen indenfor hegnet er med til at styrke naturkvaliteten på Fanø og i vores nationalpark. Nogle kalder den slags havearbejde at arbejde efter ”Vild med Vilje” princippet.

Under sådant et gæstebud sker det at ”snakken” går. Man får måske spurgt om gæstens navn. Giver det bøvl, så kan FanøNatur hjælpe med at få ”svaret”. Kender man et navn er der et grundlaget for at snakken kan gå videre. Gulspurven fortæller meget om sig selv ved at man bare sætter sig og kigger på den, men når den til foråret begynder at synge, så er der mere at ”snakke” om.

Den er nemt at forstå. Hele tiden tæller den til syv: en, to, tre, fir’, fem, seks, syyyyyyyyvvvvv. Da mine børn var små kaldte de den ”Regnefuglen”. Den kunne tælle. Det specielle er, at den tæller i dialekt. Gulspurvene på Fanø tæller på deres måde og dem på Sjælland på deres egen måde. Det viser sig, at skulle en sjællandsk han finde på at slå sig ned på Fanø, bliver dens ynglesucces mindre. Fanøpigerne gider ikke at høre på den.

Der er fornuft i dette, for en indvandre-han er ikke så kendt på Fanø som en han, der synger som man nu gør det på Fanø: Hvor findes der gode fourageringssteder, hvor kan man finde gode rede steder, og hvordan kan man skjule reden her på øen.

Ja, og så er der de engelske gulspurve. Når de vil til Danmark, så kommer de jo først til Fanø. Møder du en englænder, så lyder det således: ”Just e little bit of bread and no cheeeeeeessseeee”
Foto marianne Langvad
Tekst Søren Vinding
Mere om Gulspurv: Klik Her.