Ravsamler og Taliffak

Er du på Fanøs strand og ser en stærestor, buttet og sort/hvid vadefugl, der går rundt på stranden og energisk roder i opskyllet eller vender sten og skaller med sit spidse, kileformede næb – kan meget vel være en Stenvender. Den bevæger sig energisk fremad, og alt bliver nøje undersøgt for insekter, tanglopper og små bløddyr – og jævnligt stikker den næbbet ind under småsten og muslingeskaller o.l. og vender dem i et hurtigt kast for at finde de smådyr, der skjuler sig under stenene.

Ja faktisk ligner stenvenderen ravsamlerne på Fanøs strand. De stikker deres ketcher ind i opskyllet og vender det i et hurtigt kast for at finde de gyldne sten. På Grønland er stenvenderen kendt under navnet “taliffak” som betyder ”den som flytter til siden.”

Fanøs stenvendere kommer fra Grønland og Nordeuropa. De første ses allerede i juli på vej mod vinterkvarteret. Mange besøger Fanø i august og en hel del bliver her om vinteren, især når det er så mild en vinter som i år.

Stenvenderen yngler i Danmark kun på Læsø. Ynglebestanden i Danmark er kritisk truet. Vadehavet er det vigtigste rasteområde for stenvender i Danmark. Når man ser fuglen i vintermånederne, er det formentlig fugle fra Grønland og Canada, som med en pause på Island og Færøerne er endt på Fanø. I dag får vi langt færre stenvendere på besøg her på Fanø end for 25 år siden. Også trækbestanden er i tilbagegang.

Derfor er det vigtigt, når man er på stranden efter rav at holde øje med de små fugle, som forsøger sig som ”ravsamlere” for at finde føde. Er de i opskyllet så bevæg dig stille og roligt. Fuglene kræver ro til fødesøgninger, for de er fløjet langt for at komme til Fanø.
Se info-ark om stenvender ved at klikke her.

Tekst og foto: Søren Vinding.